Peer Gynt
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SOLVEJG og
LILLE HELGA , deres døttre
Master COTTON
Monsieur BALLON
Deherrer v. EBERKOPF og TRUMPETERSTRÅLE rejsende herrer
bliver ved)
store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig ud-
bryder hun:)
imellem buskerne. >Nogle Folk med sendingskost går forbi nedover mod
bryllupsgården)
under hovedet og stirrer op i luften)
langsad benene)
kommer ind på tunet i følge med Forældrene)
hånden)
kommer til)
bergstykke, falder og blir liggende)
bringer mad og drikke)
bomme)
hævet økse)
højt af glæde og springer ivejret)
Kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; En styg Unge med en øl-
bolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)
hånden og sætter sig foran på sengefoden)
snoren bort på stolen og siger dæmpet:)
køjerne skimtes)
knald høres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet;
lidt efter lidt trækker røgen bort; skibet er forsvundet)
en bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en
hund)
over ørken)
galop tilbage gennem ørken)
hytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer)
fast med den anden)
da skriger han:)
Efterhånden falder der stilhed over ham)
kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank
og mild)
Solen rinder)
PEER GYNT
PEER GYNT
ET DRAMATISK DIGT
TRETTENDE OPLAG
[
Den Gyldendalske boghandels forlagslogo.
]
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
NORDISK FORLAG
FORLAGETS BOGTRYKKERI
1906
PERSONERNE:
ÅSE, en bondemands enke
PEER GYNT, hendes søn
TO KÆRRINGER
med kornsække
ASLAK, en smed
BRYLLUPSGÆSTER
.
KØGEMESTER
.
SPILLEMAND
, o. s. v.
ET PAR INDFLYTTERFOLK
SOLVEJG og
LILLE HELGA , deres døttre
BONDEN PÅ HÆGSTAD
INGRID, hans datter
BRUDGOMMEN
og
HANS FORÆLDRE
TRE SÆTERJENTER
EN GRØNKLÆDT KVINDE
DOVREGUBBEN
EN HOFTROLD. FLERE LIGNENDE
TROLDJOMFRUER
og
TROLDUNGER
.
ET PAR HEKSE
TOMTEGUBBER
,
NISSER
,
HOUGFOLK
, o. s. v.
EN STYG UNGE
.
EN STEMME I MØRKET
.
FUGLESKRIG
KARI, en husmandskone
Master COTTON
Monsieur BALLON
Deherrer v. EBERKOPF og TRUMPETERSTRÅLE rejsende herrer
EN TYV
og
EN HÆLER
ANITRA, en beduinerhøvdings datter
ARABERE
,
SLAVINDER
,
DANSENDE PIGER
, o. s. v.
MEMNONSTØTTEN
(syngende)
,
SFINXEN VED GIZEH
(stum person)
BEGRIFFENFELDT, professor, dr. phil., forstander for
dårekisten i Kairo
dårekisten i Kairo
HUHU, en målstræver fra Malebarkysten
HUSSEJN, en østerlandsk minister
EN FELLAH
med en kongemumie
FLERE DÅREKISTEMEDLEMMER
samt
DERES VOGTERE
EN NORSK SKIPPER
og
HANS MANDSKAB
EN FREMMED PASSAGER
EN PREST
ET LIGFØLGE
EN LENSMAND
EN KNAPPESTØBER
EN MAGER PERSON
(Handlingen, der begynder i førstningen af det 19. århundrede og
slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på
højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i
ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet o. s. v.)
slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på
højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i
ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet o. s. v.)
FØRSTE AKT
(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et gam-
melt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag)
melt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien.
Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder)
Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder)
ÅSE
Peer, du lyver!
PEER GYNT
(uden at standse)
Nej, jeg gør ej!
ÅSE
Nå, så band på, det er sandt!
PEER GYNT
Hvorfor bande?
ÅSE
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
PEER GYNT
(står)
Det er sandt – hvert evigt ord!
ÅSE
(foran ham)
Og du skæms ej for din moer?
Først så render du tilfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
Peer Gynt
1
s. 2
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; –
og til slut med åbne øjne
mener du at få mig bildt
ind de værste skytterløgne! –
Nå, hvor traf du så den bukken?
PEER GYNT
Vest ved Gendin.
ÅSE
(ler spotsk)
Rigtig, ja!
PEER GYNT
Hvasse vinden bar ifra;
bag et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav –
ÅSE
(som før)
Ja rigtig, ja!
PEER GYNT
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så af ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg mig flytted.
Gemt i røsen op jeg glytted; –
slig en buk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
ÅSE
Nej, bevares vel!
s. 3
PEER GYNT
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netop kniven køre
bagom skolten ind i nakken; –
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud af næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig som i en tang; –
dermed satte han på sprang
bent fremover Gendin-eggen!
ÅSE
(uvilkårligt)
Jesu navn da –!
PEER GYNT
Har du set den
Gendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvas bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred alen nedenunder. –
Langsmed eggen han og jeg
skar os gennem vejret vej.
1*
s. 4
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, –
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
ÅSE
(svimmel)
Å, Gud trøste mig!
PEER GYNT
Med et,
på en rådløs bråbrat plet,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kaglende, forskræmt,
fra den knart, hvor han sad gemt,
klods for bukkens fod på eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med os begge!
(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt
bliver ved)
Bag os bergets svarte vægge,
under os et bundløst slug!
Først vi kløvte lag af tåger,
kløvte så en flok af måger,
som igennem luften vigende
fløj til alle kanter skrigende.
s. 5
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget billed,
som igennem fjeldsø-stillet
op mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
ÅSE
(gisper efter vejret)
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
PEER GYNT
Buk fra luften, buk fra bunden,
stangedes i samme stunden,
så at skummet om os klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. –
Langt om længe, du, vi nåde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
ÅSE
Men bukken, du?
PEER GYNT
Å, han går der vel endnu; –
(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer:)
kan du finde ham, så tag ham!
ÅSE
Og du har ej knækket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – prisen, takken,
s. 6
skyldes dig, som hjalp min gut! –
Brogen har dog fået en revne;
men det er knapt værd at nævne,
når en minds, hvad meget værre
kunde hænds i sligt et sprang –!
(standser pludselig, ser på ham med åben mund og
store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig ud-
bryder hun:)
O, din fandens ræglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kendt
som en jente paa de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
PEER GYNT
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
ÅSE
(arrig)
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjort ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt så vildt og stort,
uglet ud med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig målløs skræk,
at en kends ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
s. 7
PEER GYNT
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
ÅSE
(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej bider på ham –
Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; –
vær så blid og glad –
ÅSE
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(græder igen)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, –
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kørte med forgyldte vogne –.
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
s. 8
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske!
PEER GYNT
Hvor er sneen fra ifjor?
ÅSE
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hver andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet –
PEER GYNT
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
ÅSE
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra København,
spurgte dig om døbenavn,
bandte på at sligt et nemme
sakned mangen prins derhjemme,
så at faer din gav ham hesten
med en slæde til, som tak
for den vennesæle snak. –
Hå; ja da var alting gildt!
s. 9
Provst, kaptejn og hele resten
hang her dagstødt, åd og drak,
fyldte sig, så fast de sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da «Jon med skæppen»
tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørrer øjnene med forklædet)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, –
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; –
(græder påny)
å, Gud hjælpe mig for nytte
jeg har havt af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellem bygdens folk du skræmmer
jenterne fra gildestuen, –
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter –
PEER GYNT
(går fra hende)
Lad mig være.
ÅSE
(følger efter)
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
s. 10
armen på han Aslak smed, –
eller idetmindste brækte
ene fingren hans af led?
PEER GYNT
Hvem har fyldt dig med slig præk?
ÅSE
(hidsig)
Husmandskonen hørte hylene!
PEER GYNT
(gnider albuen)
Ja, men det var mig, som skreg.
ÅSE
Dig?
PEER GYNT
Ja, moer, – for jeg fik pryglene.
ÅSE
Hvad for noget?
PEER GYNT
Han er spræk.
ÅSE
Hvem er spræk?
PEER GYNT
Han, Aslak, véd jeg.
ÅSE
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(græder igen)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
s. 11
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; –
skal du derfor være vek?
PEER GYNT
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt så skal der jamres.
(ler)
Trøst dig moer –
ÅSE
Hvad har du løjet
nu igen?
PEER GYNT
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; –
(knytter den venstre hånd)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge –
ÅSE
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
PEER GYNT
Nej da, du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre.
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
s. 12
ÅSE
(blæser)
Du!
PEER GYNT
Hvem véd, hvad en kan møde!
ÅSE
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
PEER GYNT
(hidsig)
Jeg skal blive konge, kejser!
ÅSE
Å, Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten af hans vid!
PEER GYNT
Jo, jeg skal! Giv bare tid!
ÅSE
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
PEER GYNT
Du skal se, moer!
ÅSE
Hold din mund!
Du er gal i bund og grund. –
Nå, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
s. 13
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet –
PEER GYNT
Tror du?
ÅSE
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men tilslut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter.
(begynder igen at græde)
Ak, min Peer; en grundrig jente, –
odelsjente! Tænk dig til; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, –
du, som går her svart og fillet!
PEER GYNT
(rask)
Kom, så vil vi ja-ord hente!
ÅSE
Hvor?
PEER GYNT
På Hægstad!
ÅSE
Stakkars dig;
den er stængt, den friervej!
PEER GYNT
Hvorfor det?
ÅSE
Ak, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet –
s. 14
PEER GYNT
Nå?
ÅSE
(hulkende)
Mens du i Vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
PEER GYNT
Hvad? Den kvindfolkskræmsel! Han –!
ÅSE
Ja, hun taer ham nu til mand.
PEER GYNT
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren –
(vil gå)
ÅSE
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen –
PEER GYNT
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
ÅSE
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
PEER GYNT
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(skriger og ler på en gang)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærren –
(løfter hende ivejret)
ÅSE
Slip mig!
s. 15
PEER GYNT
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
(vader ud i elven)
ÅSE
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
PEER GYNT
Jeg er båren
til en gildere død –
ÅSE
Ja visst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
(rusker ham i håret)
O, dit ubæst!
PEER GYNT
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
ÅSE
Asen!
PEER GYNT
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skrår det atter op –
ÅSE
Slip ej taget!
PEER GYNT
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; –
(galoperende)
Jeg er bukken, du er Peer!
s. 16
ÅSE
Å, jeg véd ej af mig mer!
PEER GYNT
Ser du; nu er evjen rukken; –
(vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds –
ÅSE
(slår ham på øret)
Der er tak for skydsen!
PEER GYNT
Au!
Den betaling var for snaud!
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig, Mads Moen er et drog –
ÅSE
Slip!
PEER GYNT
Og sig ham så tilslut,
hvad Peer Gynt er for en gut.
ÅSE
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
s. 17
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant –
PEER GYNT
Så?
ÅSE
(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden,
før den gamle hidser hunden
på dig, som var du en fant!
PEER GYNT
Hm; så får jeg gå alene.
ÅSE
Ja, men jeg skal komme efter!
PEER GYNT
Snille moer, du har ej kræfter –
ÅSE
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover –
ÅSE
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du får nok vente her.
Peer Gynt
2
s. 18
ÅSE
Aldrig! Jeg vil med i laget!
PEER GYNT
Får ej lov.
ÅSE
Hvad vil du gøre?
PEER GYNT
Sætte dig på kværnetaget.
(sætter hende derop. Åse skriger)
ÅSE
Løft mig ned!
PEER GYNT.
Ja, vil du høre –?
ÅSE
Sludder!
PEER GYNT
Snille moer, jeg beer –
ÅSE
(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene,
ikke riv og rusk i stenene, –
ellers kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
ÅSE
Dit bæst.
s. 19
PEER GYNT
Ikke spræl!
ÅSE
Gid du var blæst
som en bytting ud af verden!
PEER GYNT
Fy da, moer!
ÅSE
Tvi!
PEER GYNT
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
ÅSE
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger:)
Husk så på, du ikke spræller!
(går)
ÅSE
Peer! – Gud hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han
over jordet –!
(skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!
(To Kærringer med sække på ryggen kommer nedover til
kværnen)
kværnen)
FØRSTE KÆRRING
Kors; hvem skriger?
2*
s. 20
ÅSE
Det er mig!
ANDEN KÆRRING
Åse! Se, – så højt på strå?
ÅSE
Dette her vil lidt forslå; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler;
FØRSTE KÆRRING
Signe rejsen!
ÅSE
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer –
ANDEN KÆRRING
Sønnen jers?
ÅSE
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
FØRSTE KÆRRING
Vi skal vidne.
ÅSE
Hjælp mig bare;
Jeg vil bent til Hægstad fare –
ANDEN KÆRRING
Er han der?
FØRSTE KÆRRING
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
ÅSE
(vrider hænderne)
Å, Gud trøste mig for gutten!
de taer livet hans til slutten!
s. 21
FØRSTE KÆRRING
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det så er laget!
ANDEN KÆRRING
Hun er rent fra sans og vid.
(råber opover:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
EN MANDSSTEMME
Hvad er fat?
ANDEN KÆRRING
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!
(En liden højde med busker og lyng. Bygdevejen gaar bagenfor; et
gærde skiller imellem)
gærde skiller imellem)
(Peer Gynt kommer ad en gangsti, går raskt henimod gærdet, standser
og ser ud, hvor udsigten åbner sig)
og ser ud, hvor udsigten åbner sig)
PEER GYNT
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; så betænker han sig)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for øjnene og ser bortover)
Nej. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter benet til sig)
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. –
s. 22
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpå skjuler han sig
imellem buskerne. >Nogle Folk med sendingskost går forbi nedover mod
bryllupsgården)
EN MAND
(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og mor hans er låk.
EN KONE
Ja, så får en ikke undres på, at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skam-
rød i ansigtet og kiger efter dem)
rød i ansigtet og kiger efter dem)
PEER GYNT
(sagte)
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent slæng)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet af mig rakke.
(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hænderne
under hovedet og stirrer op i luften)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. –
Bagefter rider en kærring på en lime.
(ler småt ved sig selv)
Det er moer. Hun skælder og skriger: dit bæst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han øjnene)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham
mange. – –
mange. – –
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
s. 23
Ingen dog glittrer som han imod solen. –
Nede står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne neje sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger –!
ASLAK SMED
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin –!
PEER GYNT
(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser –!
SMEDEN
(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
PEER GYNT
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
SMEDEN
(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endnu.
PEER GYNT
(springer op)
Gå med det gode!
SMEDEN
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer du sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen! Hvad?
s. 24
PEER GYNT
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
SMEDEN
(blinker til de andre)
Lad os høre, Peer!
PEER GYNT
Kommer ingen ved.
SMEDEN
(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
PEER GYNT
Nej.
SMEDEN
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
PEER GYNT
Du svarte korp –!
SMEDEN
(viger lidt)
Ikke harm dig, Peer;
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler –;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs –
PEER GYNT
Til helved –!
SMEDEN
Du finder nok en som vil ha'e dig. –
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. –
(de går under latter og hvisken)
PEER GYNT
(ser en stund efter dem, gør et kast og vender sig
halvt om)
halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig)
s. 25
Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den som havde noget nyt at skifte.
(stamper i bakken)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!
(ser sig pludselig om)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem til moer.
(går opover men standser igen og lytter mod bryllupsgården)
De spiller til dans!
(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnene lyser; han gnider sig
langsad benene)
For en mylder af jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! –
Men moer, som sidder på kværnetaget – –
(Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler)
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! –
Ja, piskende død må jeg med i laget!
(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen)
(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbage. >Mange Gæster.
Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et
bord. Køgemesteren står i døren. >Kokkekonen går frem og tilbage
mellem bygningerne; >Ældre Folk sidder hist og her i samtale)
Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et
bord. Køgemesteren står i døren. >Kokkekonen går frem og tilbage
mellem bygningerne; >Ældre Folk sidder hist og her i samtale)
EN KONE
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
s. 26
KØGEMESTEREN
(i en anden flok)
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.
EN MAND
Tak, som byder; men du skænker for tidt.
EN GUT
(til >Spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
(til >Spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
JENTEN
Stryg, så det ljomer ud over engene!
JENTER
(i ring om en gut, som danser)
Gildt kast var det!
EN JENTE
Han er spænstig i læggen!
GUTTEN
(dansende)
Her er højt til loftet og vidt til væggen!
BRUDGOMMEN
(smågrædende, nærmer sig Faderen, som står i samtale med et par
andre, og trækker ham i trøjen)
(smågrædende, nærmer sig Faderen, som står i samtale med et par
andre, og trækker ham i trøjen)
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!
FADEREN
Hvad vil hun ikke?
BRUDGOMMEN
Hun har stængt sig inde.
FADEREN
Nå, så se du kan nøglen finde.
BRUDGOMMEN
Jeg véd ikke vejen.
FADEREN
Du er et naut!
(vender sig til de andre igen. Brudgommen driver bortover tunet)
s. 27
EN GUT
(fra bagsiden af huset)
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!
SMEDEN
(der nys er trådt til)
Hvem har bedt ham?
KØGEMESTEREN
Ingen.
(går mod huset)
SMEDEN
(til >Jenterne)
Snakker han til jer, så hør ikke på ham!
EN JENTE
(til de andre)
Nej; vi lader, som vi aldrig så ham.
PEER GYNT
(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderne)
(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderne)
Hvem er den sprækeste jente i ringen?
EN ENKELT
(til hvem han nærmer sig)
Ikke jeg.
EN ANDEN
(ligeså)
Ikke jeg.
EN TREDJE
Ja, jeg ikke heller.
PEER GYNT
(til en fjerde)
Så kom da du, før en bedre sig melder.
JENTEN
(vender sig)
Har ikke tid.
PEER GYNT
(til en femte)
Så du!
JENTEN
(idet hun går)
Jeg skal hjem.
PEER GYNT
Ikveld? Er du rent fra sans og samling.
s. 28
SMEDEN
(lidt efter, halvhøjt)
Peer; der går hun til dans med en gamling.
PEER GYNT
(vender sig rask til en ældre mand)
Hvor er de ledige, du!
MANDEN.
Find dem frem.
(går fra ham)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod
flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre
klynger. Hvor han kommer, bliver der taushed; fjerner han sig, smiler
man og ser efter ham)
flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre
klynger. Hvor han kommer, bliver der taushed; fjerner han sig, smiler
man og ser efter ham)
PEER GYNT
(sagte)
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!
(han stryger sig langs gærdet. Solvejg, med Lille Helga ved hånden,
kommer ind på tunet i følge med Forældrene)
EN MAND
(til en anden i nærheden af Peer Gynt)
Se indflytterfolket.
DEN ANDEN
De vesterfra?
FØRSTE
Ja, de fra Hedalen.
ANDEN
Rigtig! ja.
PEER GYNT
(træder ivejen for de kommende, peger på Solvejg og spørger manden:)
(træder ivejen for de kommende, peger på Solvejg og spørger manden:)
Får jeg danse med datter din?
MANDEN
(stille)
Får så; men først
må vi ind og hilse på folk i huset.
(de går ind)
KØGEMESTEREN
(til Peer Gynt, idet han byder drikke)
Er du kommen, så skal du vel stikke på kruset!
s. 29
PEER GYNT
(ser ufravendt efter de gående)
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.
(Køgemesteren går fra ham, Peer Gynt ser mod huset og ler)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede –!
Og så holdt hun i moderens skørteflig,
og bar en salmebog svøbt i et klæde –!
Jeg må se på den jenten.
(vil ind i stuen)
EN GUT
(kommer med flere derfra)
Peer, går du alt
fra dansen?
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Men så stævner du galt!
(tager ham i akslen for at vende ham)
PEER GYNT
Lad mig slippe forbi!
GUTTEN
Er du ræd for smeden?
PEER GYNT
Jeg ræd?
GUTTEN
Ja, du minds vel på Lunde forleden?
(Flokken ler og går ned til dansepladsen)
SOLVEJG
(i døren)
Du er visst den gutten, som vilde danse?
PEER GYNT
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i hånden)
Kom så!
s. 30
SOLVEJG
Ikke for langt, sa'e moer!
PEER GYNT
Sa'e moer? Sa'e moer! Er du født ifjor?
SOLVEJG
Du gør nar –!
PEER GYNT
Du er dog en unge næsten.
Er du voksen?
SOLVEJG
Jeg gik ivåres til presten.
PEER GYNT
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.
SOLVEJG
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
PEER GYNT
Peer Gynt.
SOLVEJG
(trækker hånden til sig)
Å, kors da!
PEER GYNT
Hvad er det nu?
SOLVEJG
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.
(går fra ham)
BRUDGOMMEN
(trækker i sin moder)
Moer, hun vil ikke –!
MODEREN
Vil ikke? Hvad?
s. 31
BRUDGOMMEN
Vil ikke, moer!
MODEREN
Hvad?
BRUDGOMMEN
Lette på låsen.
FADEREN
(sagte og arrig)
Å, du var værd at binde i båsen!
MODEREN
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra'.
(de går bortover)
EN GUT
(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
Lidt brændevin, Peer?
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Bare lidt?
PEER GYNT
(ser mørkt på ham)
Har du noget?
GUTTEN
Det kunde nok hænde.
(trækker en lommeflaske frem og drikker)
Ah! hvor det river! – Nå?
PEER GYNT
Lad mig kende.
(drikker)
EN ANDEN
Nu får du ogsaa smage på mit.
PEER GYNT
Nej!
s. 32
DEN SAMME
Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!
PEER GYNT
Så giv mig en dråbe.
(drikker igen)
EN JENTE
(halvsagte)
Kom lad os gå.
PEER GYNT
Er du ræd for mig, tøs?
EN TREDJE GUT
Hvem er ikke ræd for dig!
EN FJERDE
På Lunde
viste du jo hvad konster du kunde.
PEER GYNT
Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!
FØRSTE GUT
(hviskende)
Nu kommer han sig!
FLERE
(slår kreds om ham)
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
PEER GYNT
Imorgen –!
ANDRE
Nej, nu ikveld!
EN JENTE
Kan du hekse, Peer?
PEER GYNT
Jeg kan mane fanden!
s. 33
EN MAND
Det har bedstemoer kunnet før jeg blev født!
PEER GYNT
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!
FLERE
(leende)
Det er grejdt at skønne!
PEER GYNT
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
EN I FLOKKEN
Men måtte derind?
PEER GYNT
Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej! I skulde hørt ham surre og rumle!
EN JENTE
Nej, tænk!
PEER GYNT
Det var plent som en hører en humle.
JENTEN
Har du ham endnu i nødden?
PEER GYNT
Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld, at smeden har lagt mig for had.
EN GUT
Så, du?
Peer Gynt
3
s. 34
PEER GYNT
Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han! lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhændt, han; –
og stødt så skal han nu bruge slæggen –
EN STEMME FRA FLOKKEN
Slog han fanden ihjæl?
PEER GYNT
Han slog som en mand.
Men fanden hytted sig, foer som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.
FLERE
Og smeden –?
PEER GYNT
Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldrig venner.
(almindelig latter)
NOGLE
Den ræglen er god!
ANDRE
Den er snart hans bedste!
PEER GYNT
Tror I, jeg digter ihob?
EN MAND
Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfaer –
PEER GYNT
Løgn! Det er hændt med mig!
s. 35
MANDEN
Det er jo alting.
PEER GYNT
(med et slæng)
Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.
(Skoggerlatter igen)
EN I FLOKKEN
Peer, rid lidt i luften!
MANGE
Ja, kære Peer Gynt –
PEER GYNT
I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!
EN ÆLDRE MAND
Nu er han rivende gal.
EN ANDEN
Det fæ!
EN TREDJE
Storskryder!
EN FJERDE
Løgnhals!
PEER GYNT
(truer mod dem)
Ja vent, skal I se!
EN MAND
(halvdrukken)
Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!
FLERE
En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!
(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og
latter)
latter)
3*
s. 36
BRUDGOMMEN
(tæt indved ham)
Du, Peer, er det sandt du kan ride i luften?
PEER GYNT
(kort)
Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar', jeg.
BRUDGOMMEN
Så har du vel også usynligheds-kuften?
PEER GYNT
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved
hånden)
PEER GYNT
(mod dem; det lysner i ham)
Solvejg! Å, det er godt du kommer!
(griber hende om håndledet)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!
SOLVEJG
Slip mig!
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Du er så vild.
PEER GYNT
Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!
SOLVEJG
(trækker armen til sig)
Tør ikke.
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Nej, du har drukket.
(går bortover med Helga)
s. 37
PEER GYNT
Den, som havde sit knivsblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!
BRUDGOMMEN
(puffer ham med albuen)
Kan du ikke hjælpe mig ind til bruden?
PEER GYNT
(tankespredt)
Bruden? Hvor er hun?
BRUDGOMMEN
På stabburet.
PEER GYNT
Nå.
BRUDGOMMEN
Å, du, Peer Gynt, du får friste paa!
PEER GYNT
Nej, du får være min hjælp foruden.
(en tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)
Ingrid på stabburet!
(nærmer sig Solvejg)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gå; han træder ivejen)
Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.
SOLVEJG
(hastigt)
Det gør du ikke; det er ikke sandt!
PEER GYNT
Jo! Og så er jeg lidt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!
s. 38
SOLVEJG
Tør ikke nu, om jeg vilde!
PEER GYNT
Hvem er du ræd for?
SOLVEJG
Mest for faer.
PEER GYNT
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Hvad? – Nå, svar!
SOLVEJG
Hvad skal jeg svare?
PEER GYNT
Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!
SOLVEJG
Lad mig gå i fred.
PEER GYNT
Nej!
(dæmpet, men hvast og skræmmende)
Jeg kan skabe mig om til en trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; –
jeg skal bide dig over lænder og ryg – –
(slår på engang om og beder som i angst:)
Dans med mig, Solvejg!
s. 39
SOLVEJG
(ser mørkt på ham)
Nu var du styg.
(går ind i stuen)
BRUDGOMMEN
(kommer drivende igen)
Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!
PEER GYNT
Kom!
(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra danse-
pladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga
og Forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren)
pladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga
og Forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren)
KØGEMESTEREN
(til smeden, som er fremmest i flokken)
Hold fred!
SMEDEN
(trækker trøjen af)
Nej, nu skal her æskes dom.
Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.
NOGLE
Ja, lad dem nappes!
ANDRE
Nej, bare skændes!
SMEDEN
Næver må til; her båder ej ord.
SOLVEJGS FADER
Styr dig, mand!
HELGA
Vil de slå ham, moer?
EN GUT
Lad os heller gøgle med alle hans løgne!
EN ANDEN
Sparke ham af laget!
EN TREDJE
Spytte ham i øjne!
EN FJERDE
(til smeden)
Stikker du op, du?
s. 40
SMEDEN
(kaster trøjen fra sig)
Øget skal slagtes!
INDFLYTTERKONEN
(til Solvejg)
Der kan du se hvor den tomsing agtes.
ÅSE
(kommer med en kæp i hånden)
Er sønnen min her? Nu skal han ha'e stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
SMEDEN
(brætter skjorteærmerne op)
Til slig en krop er påken for myg.
NOGLE
Smeden vil dænge ham!
ANDRE
Flænge ham!
SMEDEN
(spytter i hænderne og nikker til Åse)
Hænge ham!
ÅSE
Hvad! Hænge min Peer! Ja, prøv om I tør; –
Åse og jeg vi har tænder og klør!
Hvor er han?
(råber henover tunet)
Peer!
BRUDGOMMEN
(kommer løbende)
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og –!
FADEREN
Hvad er ivejen?
BRUDGOMMEN
Tænk, Peer Gynt –!
ÅSE
(skriger)
Har de taget ham afdage?
s. 41
BRUDGOMMEN
Nej, Peer Gynt –! Se, opover hejen –!
MÆNGDEN
Med bruden!
ÅSE
(lader kæppen synke)
Det ubæst!
SMEDEN
(som himmelfalden)
I bratteste fjeldet
klyver han, ja-Gud, på gedens vis!
BRUDGOMMEN
(grædende)
Han bær' hende, moer, som en bær' en gris!
ÅSE
(truer op til ham)
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i angst)
Træd varsomt i hældet!
HÆGSTADBONDEN
(kommer barhovedet og hvid af vrede)
(kommer barhovedet og hvid af vrede)
Jeg tager hans liv for det bruderov!
ÅSE
Å, nej Gud straffe mig om I får lov!
ANDEN AKT
(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen)
(Peer Gynt går ilsomt og uvilligt langs stien. Ingrid, halv brude-
pyntet, søger at holde ham tilbage)
pyntet, søger at holde ham tilbage)
PEER GYNT
Gå ifra mig!
INGRID
(grædende)
Efter dette!
Hvor?
PEER GYNT
Så langt du vil for mig.
INGRID
(vrider hænderne)
O, hvad svig!
PEER GYNT
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.
INGRID
Brot – og brot igen os binder!
PEER GYNT
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, – –
uden én –!
s. 43
INGRID
Hvem er den ene?
PEER GYNT
Ikke dig.
INGRID
Hvem er det da?
PEER GYNT
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faer din!
INGRID
Kære, vene –!
PEER GYNT
Ti!
INGRID
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
PEER GYNT
Kan og vil.
INGRID
Lokke først, – og så forskyde!
PEER GYNT
Og hvad kår har du at byde?
INGRID
Hægstad gård og mere til.
PEER GYNT
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
s. 44
Holder du din moer i stakken?
Svar?
INGRID
Nej; men –?
PEER GYNT
Gik du til presten
nu ivår da?
INGRID
Nej, men Peer –?
PEER GYNT
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
INGRID
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet –!
PEER GYNT
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
INGRID
Nej, men –
PEER GYNT
Hvad er så resten!
(vil gå)
INGRID
(træder ivejen)
Véd du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
PEER GYNT
Får så være.
INGRID
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig –
PEER GYNT
Har ej råd.
s. 45
INGRID
(brister i gråd)
O, du lokked –!
PEER GYNT
Du var villig.
INGRID
Trøstløs var jeg!
PEER GYNT
Jeg var yr.
INGRID
(truende)
Ja, men boden blir dig dyr!
PEER GYNT
Dyrest bod får kaldes billig.
INGRID
Står du fast ved dit?
PEER GYNT
Som sten.
INGRID
Godt; så se da, hvem som vinder!
(går nedover)
PEER GYNT
(tier en stund; med et skriger han:)
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder!
INGRID
(drejer hovedet og råber hånligt op:)
Uden én!
PEER GYNT
Ja; uden én.
(de går hver sin vej)
s. 46
(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op)
(Åse, fortvivlet, råber og ser sig om til alle sider. Solvejg har ondt for at
holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter)
holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter)
ÅSE
(fægter med armene og river sig i håret)
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap; –
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(vender sig til Solvejg)
Ja, er det ikke rent utænkeligt sligt? –
Han, som stødt foer med løgn og digt; –
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt værk; –
han –! En kunde både græde og le! –
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manden min drak,
foer bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vor velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerne fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Og bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
s. 47
(forfærdet igen)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Deroppe på haugen –!
(løber op over en liden højde og ser over vandet. Indflytterfolkene
kommer til)
ÅSE
Ikke spor at se!
MANDEN
(stille)
Det er værst for ham.
ÅSE
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
MANDEN
(sukker mildt)
Ja, rigtig. Fortabt.
ÅSE
Nej, snak ikke slig!
Han er så glup. Der er ingen ham lig.
MANDEN
Du dårlige kvinde!
ÅSE
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra'!
MANDEN
(altid dæmpet og med milde øjne)
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
ÅSE
(angst)
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
MANDEN
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
ÅSE
(ivrig)
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
s. 48
KONEN
Kors, er I gal?
MANDEN
Hvad siger I, moer?
ÅSE
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe –
MANDEN
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
ÅSE
(skriger)
Kors i Jesu navn!
MANDEN
Under mestermands hænder
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
ÅSE
(fortumlet)
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
MANDEN
Frelse hans sjæl.
ÅSE
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
MANDEN
Hm! – Her er fævej –
ÅSE
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!
MANDEN
Det er kristenpligt.
ÅSE
Tvi; da er de hedninger, alle de andre!
Der var ikke én, som med vilde vandre –
s. 49
MANDEN
De har kendt ham for godt.
ÅSE
Han var dem for gild!
(vrider hænderne)
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
MANDEN
Her er spor af mandefod!
ÅSE
Her må vi lede;
MANDEN
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
(han og konen går foran)
SOLVEJG
(til Åse)
Fortæl mig lidt mere.
ÅSE
(tørrer øjnene)
Om sønnen min?
SOLVEJG
Ja; –
alting!
ÅSE
(smiler og knejser med nakken)
Alting? – Træt blev du da!
SOLVEJG
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.
(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte.
Skyggerne falde lange; det er sent på dagen)
Skyggerne falde lange; det er sent på dagen)
PEER GYNT
(kommer i fuldt sprang og standser i bakken)
Hele sognet er efter i flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok.
Peer Gynt
4
s. 50
Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. –
Nu spørges det vidt, at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hvert et led.
(slår om sig og springer ivejret)
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!
TRE SÆTERJENTER
(løber over bakkerne, skrigende og syngende)
(løber over bakkerne, skrigende og syngende)
Trold i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore?
PEER GYNT
Hvem skriger I efter?
JENTERNE
Efter trold! Efter trold!
FØRSTE JENTE
Trond! Far med lempe!
ANDEN JENTE
Bård! Far med vold!
TREDJE JENTE
I sælet står alle koverne tomme!
FØRSTE JENTE
Vold er lempe!
ANDEN JENTE
Og lempe er vold!
TREDJE JENTE
Fattes der gutter, en leger med trold!
s. 51
PEER GYNT
Hvor er gutterne da?
ALLE TRE
(skoggerleende)
De kan ikke komme!
FØRSTE JENTE
Min kaldte mig både for kærest og frænke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.
ANDEN JENTE
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.
TREDJE JENTE
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.
ALLE TRE
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore?
PEER GYNT
(står med et spring imellem dem)
Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!
JENTERNE
Er du slig karl, du?
PEER GYNT
I får dømme til slut!
FØRSTE JENTE
Til sælet! Til sælet!
ANDEN JENTE
Vi har mjød!
PEER GYNT
Lad den flomme!
4*
s. 52
TREDJE JENTE
Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!
ANDEN JENTE
(kysser ham)
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
TREDJE JENTE
(ligeså)
Som barneøje fra svarteste tjernet.
PEER GYNT
(danser i flokken)
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!
JENTERNE
(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
(de danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig)
(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende
snetoppe rundt om)
snetoppe rundt om)
PEER GYNT
(kommer yr og forvildet)
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnende port!
Stå! Vil du stå! det rygger
længer og længere bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt; –
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. –
Hvad er det for stammer og rødder,
s. 53
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
Det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden.
En brændende glohed ring –!
Jeg kan ikke mindes, hvem fanden
der brændte mig den omkring!
(segner ned)
Flugt over Gendin-eggen.
Digt og forbandet løgn?
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og af glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; –
løgn og forbandet digt!
(stirrer længe opad)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl tilknæs!
(springer ivejret)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig vén i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over sæterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
s. 54
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins;
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned.
Hvad nu da? De brune ørne –?
Jeg mener fanden dem tog! –
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog;
det vokser sig op af gruset; –
se, porten vidåben står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivsryggen mod sit glas; –
der slængte kaptejnen sin flaske,
saa spejlvæggen sprak i knas. –
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
Hurra for den gyntske æt!
Hvad er det for ståk og stønnen?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råber på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
s. 55
den lyder i sang og klang;
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render næsen mod et
bergstykke, falder og blir liggende)
(En lid med store susende løvtræer. Stjerner blinker gennem løvet;
fugle synger i trætoppene)
fugle synger i trætoppene)
(En grønklædt Kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter
under alle Slags forelskede fagter)
under alle Slags forelskede fagter)
DEN GRØNKLÆDTE
(standser og vender sig)
Er det sandt?
PEER GYNT
(skærer med fingeren over struben)
Så sandt, som jeg heder Peer; –
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i håret trække –
DEN GRØNKLÆDTE
Ikke slå mig heller!
PEER GYNT
Nej, var det ligt?
Vi kongssønner slår ikke kvindfolk og sligt.
Den GRØNKLÆDTE
Er du kongssøn?
PEER GYNT
Ja.
Den GRØNKLÆDTE
Jeg er Dovrekongens datter.
PEER GYNT
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
s. 56
DEN GRØNKLÆDTE
Inde i Ronden har faer min sit slot.
PEER GYNT
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
DEN GRØNKLÆDTE
Kender du faer min? Han heder kong Brose.
PEER GYNT
Kender du moer min? Hun heder dronning Åse.
DEN GRØNKLÆDTE
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
PEER GYNT
De raper, bare moer min taer på at skælde.
DEN GRØNKLÆDTE
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
PEER GYNT
Moer min kan ride gennem strideste elven.
DEN GRØNKLÆDTE
Har du anden klædning, end de fillerne der?
PEER GYNT
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg går til hverdags i guld og silke.
PEER GYNT
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
s. 57
DEN GRØNKLÆDTE
Ja, der er ét, du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
PEER GYNT
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos?
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
DEN GRØNKLÆDTE
Svart tykkes hvidt og stygt tykkes vent.
PEER GYNT
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!
DEN GRØNKLÆDTE
(falder ham om halsen)
Ja, Peer, så ser jeg, at vi to passer sammen!
PEER GYNT
Som benet og brogen; som håret og kammen.
DEN GRØNKLÆDTE
(råber bort i liden)
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min!
(En kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en
gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager Den Grøn-
klædte foran sig)
gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager Den Grøn-
klædte foran sig)
PEER GYNT
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dig, min ganger god!
s. 58
DEN GRØNKLÆDTE
(kælen)
Ak, nylig gik jeg så stur og mod –.
Nej, en véd aldrig hvad der kan hændes!
PEER GYNT
(prygler grisen og traver afsted)
På ridestellet skal storfolk kendes!
(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af Hoftrolde, Tomtegubber
og Hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans Børn
og >Nærmeste Slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham.
Stærk røre i salen)
og Hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans Børn
og >Nærmeste Slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham.
Stærk røre i salen)
HOFTROLDENE
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
EN TROLDUNGE
Må jeg skære ham i fingren?
EN ANDEN TROLDUNGE
Må jeg rive ham i håret?
EN TROLDJOMFRU
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
TROLDHEKS
(med en slev)
Skal han lages til sod og sø?
EN ANDEN TROLDHEKS
(med retterkniv)
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
DOVREGUBBEN
Isvand i blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere til sig)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;
vi véd ikke mer om det ramler eller står,
s. 59
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uden lyde,
og stærktbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de hoder er endda kun så som så.
(til Peer Gynt)
Altså, det er min datter, du kræver?
PEER GYNT
Din datter og riget i medgift, ja.
DOVREGUBBEN
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve, når jeg engang falder fra.
PEER GYNT
Det er jeg nøjd med.
DOVREGUBBEN
Ja, stop min gut! –
du har ogsaa nogle tilsagn at give.
Brydes ét af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og dåd og hver lysbar plet.
PEER GYNT
Får jeg kaldes konge, så holdes det let.
DOVREGUBBEN
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve –
(rejser sig i sædet)
s. 60
DET ÆLDSTE HOFTROLD
(til Peer Gynt)
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbens gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN
Hvad er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; –
ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
HOFTROLDET
(til Peer Gynt)
Øjner du dybden?
PEER GYNT
Det tykkes mig tåget.
DOVREGUBBEN
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmærke.
PEER GYNT
(river sig bag øret)
Nej, men –
DOVREGUBBEN
Det må, skal du her vorde herre!
s. 61
PEER GYNT
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre –
DOVREGUBBEN
Dernæst må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o. s. v.
bringer mad og drikke)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
PEER GYNT
(støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldrig til landsens skik.
DOVREGUBBEN
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, ham er datter min huld.
PEER GYNT
(grædende)
Der står jo skrevet: Du skal tvinge din natur; –
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(føjer sig)
DOVREGUBBEN
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
PEER GYNT
En får håbe på vanens magt.
DOVREGUBBEN
Dernæst må du kaste dine kristenmands-klæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
s. 62
her er alting fjeldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfen yderst på halen.
PEER GYNT
(vred)
Jeg har ingen hale!
DOVREGUBBEN
Så kanst du få.
Hoftrold, bind ham min søndagshale på.
PEER GYNT
Nej, om du får! Vil I gøre mig til nar?
DOVREGUBBEN
Bejl aldrig til datter min med bagen bar.
PEER GYNT
Gøre mennesker til dyr!
DOVREGUBBEN
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvelig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højeste ære.
PEER GYNT
(betænksomt)
Der siges jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
DOVREGUBBEN
Du est en medgørlig fyr.
HOFTROLDET
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
s. 63
PEER GYNT
(arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
DOVREGUBBEN
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende en trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
PEER GYNT
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
Min søn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. –
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(Spil og dans)
HOFTROLDET
Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
Tykkes, hm! –
DOVREGUBBEN
Tal uden frygt.
Hvad ser du?
PEER GYNT
Noget ustyggelig stygt.
Med kloven slår en bjeldeko et tarmestrængt spil.
I stuthoser tripper en purke dertil.
s. 64
HOFTROLDENE
Æd ham!
DOVREGUBBEN
Husk, han har menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
Hu, riv af ham både øre og øje!
DEN GRØNKLÆDTE
(grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
PEER GYNT
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det véd du, er aldrig så ilde ment.
DEN GRØNKLÆDTE
Tør du bande på det?
PEER GYNT
Både dansen og spillet
var, katten klore mig, rigtig pent.
DOVREGUBBEN
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmands-brogen,
villig har han drukket af mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, –
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtaget.
s. 65
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
PEER GYNT
Hvad vil du gøre?
DOVREGUBBEN
I venstre øjet
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden –
PEER GYNT
Er du drukken?
DOVREGUBBEN
(lægger nogle skarpe redskaber på bordet)
(lægger nogle skarpe redskaber på bordet)
Her ser du glasmestertøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, –
og aldrig vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør –
PEER GYNT
Det er galmands snak!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du den gale!
DOVREGUBBEN
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage.
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
Peer Gynt
5
s. 66
PEER GYNT
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
DOVREGUBBEN
Ingensinde, min ven.
PEER GYNT
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
DOVREGUBBEN
Hvad vil du udenfor?
PEER GYNT
Gå min vej.
DOVREGUBBEN
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
PEER GYNT
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
PEER GYNT
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
s. 67
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tilbage,
som der står i bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldrig går ind på.
DOVREGUBBEN
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Véd du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær –
PEER GYNT
Det er løgn i din hals!
DOVREGUBBEN
Du må hende ægte.
PEER GYNT
Tør du sige mig på, at –?
DOVREGUBBEN
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din attraa og i din begær?
PEER GYNT
(blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
5*
s. 68
DOVREGUBBEN
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagn –
PEER GYNT
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
DEN GRØNKLÆDTE
Min Peer, du er faer før året hælder.
PEER GYNT
Luk op; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
I et bukkeskind
får du ungen efter dig.
PEER GYNT
(tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
DOVREGUBBEN
Skal han skikkes til kongsgården?
PEER GYNT
Skik ham på sognet!
DOVREGUBBEN
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den ting er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandingskræ vokser urimelig fort –
PEER GYNT
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
s. 69
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; –
og enten du så vil måle eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den Grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger)
DOVREGUBBEN
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han:)
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han:)
Hiv ham i knas mod bergvæggen, børn!
TROLDUNGERNE
Å, faer, må vi først lege bubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
DOVREGUBBEN
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat!
(går)
PEER GYNT
(jaget af Troldungerne)
Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben)
TROLDUNGERNE
Tomtegubber! Nisser!
bid ham bag!
PEER GYNT
Au!
(vil ned gennem kælderlemmen)
TROLDUNGERNE
Stæng alle ridser!
HOFTROLDET
Hvor de morer sig, de små!
PEER GYNT
(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
Vil du slippe, dit skarn!
HOFTROLDET
(slår ham over fingrene)
Tag varsomt, slyngel, på et kongeligt barn!
s. 70
PEER GYNT
Et rottehul –!
(løber derhen)
TROLDUNGERNE
Nissebroer! Det må du spærre!
PEER GYNT
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
TROLDUNGERNE
Flæng ham!
PEER GYNT
Ak; den der var liden, som en mus!
(løber om)
TROLDUNGERNE
(myldrer omkring ham)
Stæng gærde! Stæng gærde!
PEER GYNT
(grædende)
Ak; var jeg en lus!
(falder om)
TROLDUNGERNE
Nu i synet på ham!
PEER GYNT
(begravet i trolddyngen)
Hjælp, moer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte)
TROLDUNGERNE
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen;
alt forsvinder)
alt forsvinder)
s. 71
(Bælmørke)
(Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren)
PEER GYNT
Giv svar! Hvem er du?
(En Stemme i Mørket
Mig selv.
PEER GYNT
Af vejen!
STEMMEN
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
PEER GYNT
(vil igennem på et andet sted, men støder imod)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv. Kan du sige det samme?
PEER GYNT
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slår og hugger)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?
STEMMEN
Den store Bøjgen.
PEER GYNT
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af vejen, Bøjg!
STEMMEN
Gå udenom, Peer!
s. 72
PEER GYNT
Igennem!
(slår og hugger)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod)
Hå, hå! Er her fler?
STEMMEN
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
PEER GYNT
(kaster grenen)
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!
(slår sig igennem)
STEMMEN
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
PEER GYNT
(kommer igen)
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
STEMMEN
Bøjgen.
PEER GYNT
(famler omkring)
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!
(skriger)
Slå fra dig!
s. 73
STEMMEN
Bøjgen er ikke gal.
PEER GYNT
Slå.
STEMMEN
Bøjgen slår ikke.
PEER GYNT
Kæmp! Du skal!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
PEER GYNT
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!
STEMMEN
Hvad godt?
PEER GYNT
Brug vold!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
PEER GYNT
(bider sig i arme og hænder)
Klør og flængende tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
(der høres som vingeslag af store fugle)
FUGLESKRIG
Kommer han, Bøjg?
STEMMEN I MØRKET
Ja! fod for fod.
s. 74
FUGLESKRIG
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
PEER GYNT
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
FUGLESKRIG
Han vimrer!
STEMMEN
Vi har ham.
FUGLESKRIG
Systre! Skyd fart!
PEER GYNT
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
(synker sammen)
FUGLENE
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og salmesang høres langt borte)
BØJGEN
(svinder ind til intet og siger i et gisp:)
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting
øde og stille)
øde og stille)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen)
PEER GYNT
(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter)
(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter)
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en niste-
bomme)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
s. 75
HELGA
Det er Solvejg –
PEER GYNT
(springer op)
Hvor er hun?
HELGA
Bag sætervæggen.
SOLVEJG
(skjult)
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
PEER GYNT
(standser)
Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?
SOLVEJG
Skam dig!
PEER GYNT
Véd du, hvor jeg var inat? –
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
SOLVEJG
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
PEER GYNT
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. –
Hvad siger du?
HELGA
(grædende)
Å, hun taer benene fat!
(løber efter)
Vent!
PEER GYNT
(griber hende i armen)
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få,
bare snak godt for mig!
s. 76
HELGA
Slip; lad mig gå!
PEER GYNT
Der har du den.
HELGA
Slip; der står nistebommen!
PEER GYNT
Gud nåde dig, hvis du ej –!
HELGA
Uf, du skræmmer mig!
PEER GYNT
(spag; slipper hende)
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber)
TREDJE AKT
(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald)
(Peer Gynt står i skjorteærmerne og fælder gavntømmer)
PEER GYNT
(hugger på en stor furu med krogede grene)
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.
(hugger igen)
Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ –!
(bryder med engang tvert af)
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. –
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. –
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.
(hugger en stund ilsomt)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
s. 78
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nøre dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;
vil du mure dig hus, får du bryde sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. –
(Øksen synker, han ser frem for sig)
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj.
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmede folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.
(ler i harme)
Helvedes løgn! Det var den igen.
Du er fredløs, gut!
hugger hvast)
En barktæt hytte
gør både i rusk og i frost sin nytte.
(ser opad træet)
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han straks efter hele sin længde; –
Det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
(giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med
hævet økse)
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.
(dukker bag træet og kigger frem)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
s. 79
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, –
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter –?
Uf da! Hug han ikke fingren af!
Hele fingren af! Han bløder, som en stud. –
Der sætter han på sprang med næven i en klud.
(rejser sig)
Det er fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg –! Det er den eneste
måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen)
(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder
ligger spredte omkring; en kat i sengen)
ligger spredte omkring; en kat i sengen)
(Åse og Husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og
lægge tilrette)
lægge tilrette)
ÅSE
(render til den ene side)
Kari, hør her!
KONEN
Hvad godt?
ÅSE
(på den anden side)
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig;
hvor er –?
hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøglen til kisten?
s. 80
KONEN
I nøglehullet.
ÅSE
Hvad er det, som ramler?
KONEN
Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.
ÅSE
(grædende)
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden
taget.
taget.
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
(sætter sig paa sengekanten)
Både gård og grund er ude af ætten; –
strid var den gamle; men stridere var retten; –
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
KONEN
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
ÅSE
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
KONEN
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
ÅSE
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; –
s. 81
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!
KONEN
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Det står værre til, end I kanske tror.
ÅSE
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.
(farer op)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!
Hvor er hoserne?
KONEN
Der, blandt det andet skrammel.
ÅSE
(roder om)
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
Ikke tin, sa'e Jon, men kong Kristians mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken tin eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!
KONEN
Jeg mener, det trængs.
Peer Gynt
6
s. 82
ÅSE
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt –
(glad)
To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
KONEN
Ja, rigtig har de det.
ÅSE
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har på, er så slidt og tynd.
KONEN
Men kors, moer Åse, det er visst synd!
ÅSE
Å ja; men du véd nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.
(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligge
høj. Det er i mørkningen)
høj. Det er i mørkningen)
(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast)
PEER GYNT
(ler imellemstunder)
Lås må der være; lås, som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås, som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. –
De kommer med mørket; de klapper og banker;
luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pusler, i asken vi rager,
gennem piben vi rusler som gloende drager.
s. 83
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?
(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde
over hovedet og et knytte i hånden)
over hovedet og et knytte i hånden)
SOLVEJG
Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
PEER GYNT
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
SOLVEJG
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med vind og i stille.
Bud har din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, da drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.
PEER GYNT
Men faer din?
SOLVEJG
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.
PEER GYNT
Solvejg, du vene, –
for at komme til mig?
6*
s. 84
SOLVEJG
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.
(i gråd)
Værst var det at slippe min lille syster; –
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra den, som ved brystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!
PEER GYNT
Og kender du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.
SOLVEJG
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
PEER GYNT
Og véd du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
SOLVEJG
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
PEER GYNT
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mod nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så véd jeg, der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare se på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt!
s. 85
Jeg skal ikke smudse dig. Med strakte arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
det skal ned igen, du; her er ringt og stygt –
SOLVEJG
Ringt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse, –
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.
PEER GYNT
Og véd du det visst? For alle dine dage?
SOLVEJG
Den vej, jeg har trådt, bær aldrig tilbage.
PEER GYNT
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker op; Solvejg gaar ind. Han står en stund stille, da ler han
højt af glæde og springer ivejret)
PEER GYNT
Min kongedatter! Nu er hun funden og vunden!
Nej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
(han griber øksen og går bortover; idetsamme træder En gammelagtig
Kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; En styg Unge med en øl-
bolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)
s. 86
KVINDEN
Godkveld, Peer Rapfod!
PEER GYNT
Hvad godt? Hvem der?
KVINDEN
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
PEER GYNT
Så? Det er mer, end jeg véd.
KVINDEN
Alt som hytten din bygges, bygte min sig med.
PEER GYNT
(vil gå)
Jeg har bråhast –
KVINDEN
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
PEER GYNT
I mistaer jer, moer!
KVINDEN
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang, du lovte så stort.
PEER GYNT
Jeg lovte –? Hvad fanden er det for snak?
KVINDEN
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt –?
PEER GYNT
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
s. 87
KVINDEN
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til ungen)
Byd faer din drikke; jeg mener han er tørst.
PEER GYNT
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
KVINDEN
Du kan vel kende grisen på skindet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
PEER GYNT
Vil du bilde mig ind –?
KVINDEN
Vil du vringle dig bort –
PEER GYNT
Denne langbente ungen –!
KVINDEN
Han er vokset fort.
PEER GYNT
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud –?
KVINDEN
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
(grædende)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimeligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så vén, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
s. 88
jage hende ud af sindet og synet; –
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
PEER GYNT
Vig fra mig, din troldheks!
KVINDEN
Ja, se, om jeg gør!
PEER GYNT
Jeg skal slå dig i skallen –!
KVINDEN
Ja; prøv, om du tør?
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, –
blir du kælen, – Peer Gynt, – vil du lege og
dægge, –
dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
PEER GYNT
Din helvedes mare!
KVINDEN
Men det er s'gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fant!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
UNGEN
(spytter på ham)
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
KVINDEN
(kysser UNGEN)
Å nej, for hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din op af dage, når du engang vokser op!
s. 89
PEER GYNT
(stamper)
Gid I var så langt –!
KVINDEN
Som vi nu er nær?
PEER GYNT
(knuger hænderne)
Og alt dette –!
KVINDEN
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
PEER GYNT
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
KVINDEN
Å ja; det svier til de skyldfri, sa'e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
(hun trasker ind i holtet med Ungen, som kaster ølbollen efter ham)
PEER GYNT
(efter en lang taushed)
Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her. –
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. –
Udenom gut! Der finds ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i vilde skogen. –
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
s. 90
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Men det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøj ude af syne. –
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
kræve, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strakte arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. –
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt –
(går nogle skridt mod hytten, men standser igen)
Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster øksen fra sig)
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
SOLVEJG
(i døren)
Kommer du?
PEER GYNT
(halvhøjt)
Udenom!
SOLVEJG
Hvad?
s. 91
PEER GYNT
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
SOLVEJG
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
PEER GYNT
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
SOLVEJG
Men ikke for langt, du!
PEER GYNT
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
SOLVEJG
(nikker efter ham)
Ja, vente!
(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne
halvdør)
halvdør)
(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skorstenen. Katten på
en stol ved sengefoden)
en stol ved sengefoden)
(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet)
ÅSE
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Åse, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
PEER GYNT
(kommer)
Godkveld!
s. 92
ÅSE
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
PEER GYNT
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se herned.
ÅSE
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
PEER GYNT
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
ÅSE
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igen.
PEER GYNT
(vrider på sig og går opover gulvet)
Se så! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold på fødder og hænder?
ÅSE
Ja, Peer; det er snart forbi. –
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, lad den bli gild.
Å nej, det er sandt –
PEER GYNT
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
s. 93
ÅSE
Ja ja.
(ser uroligt om i stuen)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
PEER GYNT
(med et vrid)
Nu igen;
(hårdt)
Jeg véd, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
ÅSE
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da véd en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
PEER GYNT
Ja, ja; lad den ræglen fare.
Lad fare den hele sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden – en anden dag.
(sætter sig på sengekanten)
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast. –
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
s. 94
ÅSE
Den bær sig så stygt om natten;
du véd, hvad det varsler, du!
PEER GYNT
(afbøjende)
Hvad er her for nyt i bygden?
ÅSE
(smilende)
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden –
PEER GYNT
(hurtigt)
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
ÅSE
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske råd –
PEER GYNT
Men smeden, hvor er han havnet?
ÅSE
Å ti med den skidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du véd –
PEER GYNT
Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
s. 95
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut?
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengestok
og bredte over mig fellen,
og sang både stev og lok?
ÅSE
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart foer.
Fellen var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.
PEER GYNT
Ja, men det allerbedste, –
moer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe heste. –
ÅSE
Ja, mener du ikke jeg véd –?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol –
PEER GYNT
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.
ÅSE
Der fremme i dumpen jeg knejste –
s. 96
PEER GYNT
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, –
du var dog en kærlig sjæl –!
Hvad ynker du for?
ÅSE
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.
PEER GYNT
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.
ÅSE
(urolig)
Nej, Peer, jeg vil flytte!
PEER GYNT
Flytte?
ÅSE
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.
PEER GYNT
Du snakker! Bred over dig fellen.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok.
ÅSE
Hent heller postillen i kottet:
jeg er så urolig tilsinds.
PEER GYNT
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos konge og prins.
s. 97
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo –
ÅSE
Men, snille Peer, er jeg buden?
PEER GYNT
Ja, det er vi begge to.
(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i
hånden og sætter sig foran på sengefoden)
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grene lægger ivej!
ÅSE
Kære Peer, hvad er det som ringer –?
PEER GYNT
De blanke dumbjelder, moer!
ÅSE
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
PEER GYNT
Nu kører vi over en fjord.
ÅSE
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
PEER GYNT
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
Peer Gynt
7
s. 98
ÅSE
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
PEER GYNT
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre, de danser?
ÅSE
Ja.
PEER GYNT
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.
ÅSE
Hilser han?
PEER GYNT
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.
ÅSE
Vin! Har han også kager?
PEER GYNT
Ja da! Et smækfuldt fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.
ÅSE
Å, kors; kommer vi to sammen?
PEER GYNT
Så tidt og så jævnt du vil.
s. 99
ÅSE
Å nej da, Peer, for en gammen
du kører mig, stakkar, til!
PEER GYNT
(smækker med pisken)
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!
ÅSE
Kære Peer, du kører vel ret?
PEER GYNT
(smækker igen)
Her er brede vejen.
ÅSE
Den farten,
den gør mig så låk og træt.
PEER GYNT
Der ser jeg slottet sig højne;
om lidt så er kjørslen slut.
ÅSE
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!
PEER GYNT
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener, du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
7*
s. 100
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit!
(med dyb stemme)
«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om til moderen)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden dans!
(angst)
Hvorfor ser du, som øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans –?
(går op til hovedgerdet)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snak, moer; det er mig, din gut!
(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han
snoren bort på stolen og siger dæmpet:)
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.
(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende)
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! –
s. 101
Men nu får du takke tilbage –
(trykker kinden mod hendes mund)
Se så; det var tak for skyds.
HUSMANDSKONEN
(kommer)
Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
PEER GYNT
Hys; hun er død.
(Kari græder ved liget. Peer Gynt går længe om-
kring i stuen; endelig standser han ved sengen)
kring i stuen; endelig standser han ved sengen)
PEER GYNT
Få moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.
KONEN
Skal du langvejs fare?
PEER GYNT
Mod havet.
KONEN
Så langt!
PEER GYNT
Og længer endda.
(han går)
FJERDE AKT
(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord,
solsejl og sivmåtter. Længere inde i lunden hængende køjer. Uden-
for land ligger en dampyacht med norsk og amerikansk flag. Ved
stranden en jolle. Det er henimod solnedgang)
solsejl og sivmåtter. Længere inde i lunden hængende køjer. Uden-
for land ligger en dampyacht med norsk og amerikansk flag. Ved
stranden en jolle. Det er henimod solnedgang)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt,
med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden.
Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne v. Eber-
kopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet)
med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden.
Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne v. Eber-
kopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet)
PEER GYNT
Drik mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad må jeg byde?
TRUMPETERSTRÅLE
Du er superb som vært, broer Gynt!
PEER GYNT
Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart –
MASTER COTION
Very well;
en skål for alle fires held!
MONSIEUR BALLON
Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
s. 103
hos mænd, der lever en garçon, –
et visst, jeg véd ej hvad –
v. EBERKOPF
Et vift,
et skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever fordom bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, Monsieur; så var det ment?
MONSIEUR BALLON
Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.
v. EBERKOPF
Ej was! Det sprog er og så stivt. –
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil –
PEER GYNT
Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?
v. EBERKOPF
Men denne for- og i-sig-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid –
s. 104
PEER GYNT
Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær, –
hun var af kongelig familje –
MONSIEUR BALLON
Af kongelig?
PEER GYNT
(henkastet)
Af disse ætter,
De véd nok –
TRUMPETERSTRÅLE
(slår i bordet)
Disse adelstroll!
PEER GYNT
(trækker på skulderen[HIS: Snudd 'n'.])
Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.
MASTER COTTON
Gik så affæren overstyr?
MONSIEUR BALLON
Familjen var imod partiet?
PEER GYNT
Nej, tvertimod!
MONSIEUR BALLON
Ah!
s. 105
PEER GYNT
(skånsomt)
De forstår!
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er i visse dele kræsen,
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
så trak jeg mig med anstand ud,
gav afslag på hans ultimatum –
og afkald på min unge brud.
(trommer på bordet og synes andægtig)
Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
MONSIEUR BALLON
Og dermed sagen var forbi?
PEER GYNT
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
Med syv af dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldrig glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held.
s. 106
Det kosted blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.
v. EBERKOPF
De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldrig ender med at famle,
forstår De alt til ét at samle.
Med samme norm de alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
PEER GYNT
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da véd De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
s. 107
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
MASTER COTTON
Se, det er praktisk!
PEER GYNT
(tænder en cigar)
Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde –
MASTER COTTON
Hvad gjaldt trafiken?
PEER GYNT
Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.
MONSIEUR BALLON
Fi donc!
s. 108
TRUMPETERSTRÅLE
For tusend, farbroer Gynt!
PEER GYNT
De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekventserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene, –
fik efterhånden gråsprængt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tanke dog mig pinlig:
hvem véd, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog udvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
s. 109
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som strømper, bibler, rum og ris –
MASTER COTTON
Ja, mod profit?
PEER GYNT
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over købt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
så virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldrig brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.
MASTER COTTON
Nå, men de afrikanske varer?
PEER GYNT
Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Man véd jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene;
så købte jeg mig land i Syden,
s. 110
beholdt den sidste kødimport,
som også var af prima sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Ja, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer, –
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påså strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.
Nu desforuden af de dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har plantagen samt dens hele
besætning solgt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt, –
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.
v. EBERKOPF
(klinker med ham)
Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!
s. 111
PEER GYNT
(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.
MASTER COTTON
Hvad for en øgle, dyre ven?
PEER GYNT
En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.
(drikker igen)
Hvad hele vove-kunsten gælder,
den kunst, at eje dådens mod, –
det er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, –
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, –
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den theori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.
MONSIEUR BALLON
De er jo norsk?
PEER GYNT
Af fødsel, ja!
Men verdensborger af gemyt.
For hvad jeg har af lykken nydt,
s. 112
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine veste,
min holdning og min skærv af ånd, –
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik i sending, –
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.
TRUMPETERSTRÅLE
(hæver sit glas)
Ja, svenske stålet –!
v. EBERKOPF
Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed
i hovedet)
i hovedet)
MASTER COTTON
Alt dette her er såre godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.
PEER GYNT
Hm; gøre? Hvad?
ALLE FIRE
(rykker nærmere)
Ja, lad os høre!
PEER GYNT
Nu, for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
s. 113
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner om mit guldkalv-altar –
v. EBERKOPF
Højst vittigt sagt!
MASTER COTTON
Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er –?
PEER GYNT
At blive kejser.
ALLE FIRE
Hvad?
PEER GYNT
(nikker)
Kejser!
HERRERNE
Hvor?
PEER GYNT
I hele verden!
MONSIEUR BALLON
Hvorledes, ven –?
PEER GYNT
I kraft af guldet!
Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire, –
og dratted ned på alle fire.
Peer Gynt
8
s. 114
Men målet, venner, stod ved magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der, – eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.
v. EBERKOPF
Men hvad er da det gyntske selv?
PEER GYNT
Den verden bag min pandehvælv,
som gør, at jeg er ingen anden,
end mig, så lidt som Gud er fanden.
TRUMPETERSTRÅLE
Nu skønner jeg, hvorhen det sigter!
MONSIEUR BALLON
Sublim som tænker!
v. EBERKOPF
Høj som digter.
PEER GYNT
(i stigende stemning)
Det gyntske selv, – det er den hær
af ønsker, lyster og begær, –
det gyntske selv, det er det hav
af indfald, fordringer og krav,
kort alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
s. 115
så har jeg og behov for guldet,
skal jeg som kejser ta'e mig ud.
MONSIEUR BALLON
Men guldet har De!
PEER GYNT
Ikke nok.
Ja, måske for en to-tre etmål,
som kejser à la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en bloc,
vil være Gynt på hele kloden,
Sir Gynt fra toppen og til roden!
MONSIEUR BALLON
(henreven)
Besidde verdens første dejlighed!
v. EBERKOPF
Af hundredårs Johannisberger!
TRUMPETERSTRÅLE
Og alle Karl den tolvtes værger!
MASTER COTTON
Men først en profitabel lejlighed
til transaktion –
PEER GYNT
Den er alt funden;
og dertil var vor ankring grunden.
Iaften farten står mod nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig nyhed –!
(rejser sig med hævet glas)
Det er, som lykken uden ophør
bær hjælp til den, der selv har kryhed –
8*
s. 116
HERRERNE
Nu? Sig os –!
PEER GYNT
Hellas er i oprør.
ALLE FIRE
(springer op)
Hvad! Grækerne –?
PEER GYNT
Har rejst sig hjemme.
DE FIRE
Hurra!
PEER GYNT
Og Tyrken er i klemme!
(tømmer glasset)
MONSIEUR BALLON
Til Hellas! Ærens port står åben!
Jeg hjælper med mit franske våben!
v. EBERKOPF
Og jeg med opråb – på distance!
MASTER COTTON
Jeg ligeså – med leverance!
TRUMPETERSTRÅLE
Gå på! Jeg finde skal i Bender
de verdenskendte sporespænder!
MONSIEUR BALLON
(falder Peer Gynt om halsen)
Tilgiv mig, ven, at jeg en stund
har miskendt Dem!
v. EBERKOPF
(trykker hans hænder)
Jeg dumme hund,
jeg holdt Dem hartad for en slyngel!
s. 117
MASTER COTTON
Det er for stærkt; kun for en nar –
TRUMPETERSTRÅLE
(vil kysse ham)
Jeg, farbror, for et exemplar
af Yankee-pakkets værste yngel –!
Forlad mig –!
v. EBERKOPF
Vi har alle famlet –
PEER GYNT
Hvad snak er det?
v. EBERKOPF
Nu ser vi samlet
i glans den hele gyntske hær
af ønsker, lyster og begær –!
MONSIEUR BALLON
(beundrende)
Så det var Monsieur Gynt at være!
v. EBERKOPF
(ligeså)
Det er at være Gynt med ære!
PEER GYNT
Men sig mig dog –?
MONSIEUR BALLON
Forstår De ej?
PEER GYNT
Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!
MONSIEUR BALLON
Hvorledes? Går ej Deres vej
Til Grækerne med skib og penge?
s. 118
PEER GYNT
(blæser)
Nej mange tak! Jeg støtter styrken
og låner pengene til Tyrken.
MONSIEUR BALLON
Umuligt!
v. EBERKOPF
Vittigt sagt, men spøg!
PEER GYNT
(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine)
(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine)
Hør, mine herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste rest
af venskab blaffrer bort i røg.
Hvo intet ejer, letvindt vover.
Når man af verden råder knapt
den stribe muld man skygger over,
man til kanonmad er som skabt.
Men står man berget på det tørre,
som jeg, da er ens indsats større.
Gå De til Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger stridens brand,
desbedre kan jeg buen spænde.
Slå smukt for frihed og for ret!
Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; –
og slut med hæder Deres dage
på Janitscharens lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slår på lommen)
Jeg har mynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hænge-
køjerne skimtes)
s. 119
TRUMPETERSTRÅLE
Den svinske karl!
MONSIEUR BALLON
Ej sans for ære –!
MASTER COTTON
Å, æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm profit
for os, hvis landet slog sig frit –
MONSIEUR BALLON
Jeg så mig alt som sejervinder!
i kreds af skønne Grækerinder!
TRUMPETERSTRÅLE
Jeg så i mine svenske hænder
de heltestore sporespænder!
v. EBERKOPF
Jeg mit uhyre fædrelands
kultur så spredt til lands og vands –!
MASTER COTTON
Det værste tab er det reelle.
Goddam! Jeg kunde tårer fælde!
Jeg så mig som Olympens ejer.
Hvis berget svarer til sit ry,
så må der findes kobberlejer,
som kunde tages op påny.
Og dertil denne elv, Kastale,
hvorom der går så megen tale,
med fald på fald, beregnet lavt
til mer end tusend hestes kraft –!
s. 120
TRUMPETERSTRÅLE
Jeg går endda. Mit svenske sværd
er mer end Yankee-guldet værd!
MASTER COTTON
Måske; men, ind i rækken stukne,
vi vil i massens mængde drukne;
og hvor blir så profiten af?
MONSIEUR BALLON
Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; –
og så at standse ved dens grav!
MASTER COTTON
(med knyttet hånd mod fartøjet)
Hin sorte kiste slutter inde
nabobens gyldne negersved –!
v. EBERKOPF
En kongetanke! Fort! Afsted!
Hans kejserdom er om en hals!
Hurra!
MONSIEUR BALLON
Hvad vil De?
v. EBERKOPF
Vinde magten!
Besætningen er let tilfals.
Ombord! Jeg annekterer yachten!
MASTER COTTON
De – hvad –?
v. EBERKOPF
Jeg kniber alt iflæng!
(går ned til jollen)
s. 121
MASTER COTTON
Da byder mig mit eget tarv
at knibe med.
(går efter)
TRUMPETERSTRÅLE
Det er en skarv!
MONSIEUR BALLON
Et keltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre)
TRUMPETERSTRÅLE
Jeg får vel følge dem på færden, –
men protesterer for alverden –!
(går efter)
(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt
ude for fuld damp)
ude for fuld damp)
(Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart
stirrer han ud over havet)
stirrer han ud over havet)
PEER GYNT
Mareridt! – Væv! – Nu vågner jeg snart!
Den står fra land! Og i rasende fart!
Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger hænderne)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i håret)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er sandhed, desværre!
Mine asner af venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo så vis og retfærdig –! O, døm –!
(med oprakte arme)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!
Tag dig af mig, fader, ellers må jeg forgå!
s. 122
Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!
Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres grejer!
Verden skøtter sig nok selv imens – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er stel! En Gud, som på råd er læns!
(vinker opad)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!
Jeg har skikket missionærer over til Asien!
En håndsrækning er dog en anden værd!
Å, hjælp mig ombord –!
(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult
knald høres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet;
lidt efter lidt trækker røgen bort; skibet er forsvundet)
PEER GYNT
(bleg og sagte)
Det var straffens sværd!
Tilbunds med mand og mus i et plump!
O, evigt priset være lykkens slump – –
(rørt)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så.
Jeg skulde frelses og de forgå.
O, tak og pris, at du har mig hyttet,
holdt øje med mig trods alle mine brøst – –
(ånder dybt ud)
Hvilken vidunderlig tryghed ok trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; –
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.
s. 123
Lad herren råde; ikke hænge med ørene –
(farer forskræmt ivejret)
Var det en løve, som knurred i rørene –
(med klapprende tænder)
Nej, det var ingen løve.
(mander sig op)
En løve; jo visst!
De bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. – –
Men alligevel – jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg flyve derop, har jeg tryghed og læ, –
især hvis jeg dertil kunde et par salmer –
(klattrer op)
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tilrette)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge på ham. Han véd hvad portion
af nødens kalk jeg er mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min person –
(kaster et øje udover havet og hvisker med et suk:)
men økonom, – nej, det er han ikke!
(Nat. Marokkansk lejr på grænsen mod ørken. Vagtild og >Hvilende
Krigere).
Krigere).
EN SLAVE
(kommer og river sig i håret)
Væk er kejserens hvide ganger!
s. 124
EN ANDEN SLAVE
(kommer og sønderriver sine klæder)
Kejserens hellige dragt er stjålen!
OPSYNSMAND
(kommer)
Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!
(>Krigerne stiger til hest og gallopperer bort i alle retninger)
(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer)
(Peer Gynt i træet med en afbrukken gren i hånden holder sig en sværm
abekatte fra livet)
abekatte fra livet)
PEER GYNT
Fatalt! En højst ubehagelig nat.
(slår om sig)
Er du der igen? Det er dog forbandet;
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står jo skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat.
(forstyrres igen; utålmodig)
Jeg må få en pind for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
Og lidt får man læmpes efter skik og brug. –
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, –
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr –.
Hvad nu? Der tasser det over mit hode –!
(ser op)
s. 125
Den gamle, – med næverne fulde af smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør
en bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en
hund)
Ja, – er du der, du gamle Bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;
Bus skal få sukker imorgen –! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var føde? Det smagte ube-
stemmeligt;
stemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? –
Der er ynglen også!
(fægter og slår)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side
en fjeldkløft og en hule)
en fjeldkløft og en hule)
(En Tyv og en Hæler i kløften med kejserens hest og klædning.
Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. >Ryttere langt borte)
Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. >Ryttere langt borte)
TYVEN
Lansernes tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
s. 126
HÆLEREN
Jeg føler alt knappen
i sandet trillende;
Ve, ve!
TYVEN
(folder armene over brystet)
Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.
HÆLEREN
Min fader var hæler;
hans søn må hæle.
TYVEN
Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.
HÆLEREN
(lytter)
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?
TYVEN
Hulen er dyb
og profeten stor!
(de flygter og lader kosterne i stikken. >Rytterne taber sig i det fjerne)
PEER GYNT
(kommer skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund! –
Skarnbassen triller sin kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglehuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. –
Det er dog i grunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. –
s. 127
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør. –
Nej; se, hvor firbenen vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hans første bliv.
(sætter lorgnetten på næsen)
En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomos ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.
(sætter sig ned i skyggen)
Her er svalt at hvile og strække sine fødder.
Se her gror bregner. Spiselige rødder.
(smager lidt)
Det er ligere mad for et kreatur; –
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.
(urolig)
Ophøjes? Ja, det vil ske med mig; –
s. 128
det er umuligt at tænke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, –
når bare Vorherre under mig helsen.
(skyder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind
over ørken)
Hvilket umådeligt, grænseløst øde. –
Langt derborte skridter en struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; –
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, –
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. –
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
Havet er i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.
(en tanke farer gennem ham)
Dæmmet ude? Så kunde jeg –! Højen er smal.
Dæmmet ude? Et gennembrudd blot, en kanal, –
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende grav
[HIS: Her mangler en verslinje: 'ligge der frisk som et kruset Hav.']
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjeldkyst mod nord;
sejlere vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
s. 129
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bag Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabrikker;
Bornu blev koloniseret med il;
op gennem Habes foer forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dølske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.
Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden.
Verden er aflægs! Nu kommer raden
til Gyntiana, mit unge land;
(springer op)
Bare kapitaler, så er det gjort. –
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske puger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; –
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til de dejlige, bundne, vordende strande.
Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!
(hesten vrinsker i fjeldkløften)
Peer Gynt
9
s. 130
En hest! Og klædning! – Og smykker, – og
værge!
(går nærmere)
værge!
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; –
men at den også kan flytte en hest –!
Vås! Det er faktum, at her står hesten; –
ab esse ad posse og så videre forresten –
(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig)
Sir Peter, – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en véd aldrig, hvad der kan hændes. –
Rap dig, Grane, min ganger god!
(stiger i sadlen)
Guldtøffel til at støtte min fod!
På ridestellet skal storfolk kendes!
(han galopperer ind i ørken)
(Telt hos en araberhøvding, ensomt på en oase)
(Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på hynder. Han drikker
kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og En Flok Piger danser og
synger for ham)
kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og En Flok Piger danser og
synger for ham)
PIGERNES KOR
Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldrig fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
s. 131
ANITRA
Hans ganger er mælken, den hvide,
som strømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler!
Gennem ørken han kom.
Guld og perler sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham foer samum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom; –
han har selv forkyndt det!
PIGERNES KOR
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet musik)
PEER GYNT
Jeg har læst på tryk – og satsen er sand –
«ingen blir profet i sit eget land.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlestowns rhedre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i laget,
og aldrig rigtig som mand af faget.
9*
s. 132
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig så; det er hele tingen. –
Være sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen. –
Profet; se, det er en klarere stilling.
Da véd man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ej til patent og bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det så inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmæn ikke min agt at bedrage –;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, saa at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situationens herre.
ANITRA
(nærmer sig fra indgangen)
Profet og hersker!
s. 133
PEER GYNT
Hvad vil min slavinde?
ANITRA
Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt –
PEER GYNT
Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mændene, barn, er en skrøbelig slægt, –
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit barn! –
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.
PIGERNE
(dansende)
Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!
PEER GYNT
(idet hans øjne følger Anitra under dansen)
Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har noget extravagante former, –
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun, –
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behager,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager,
s. 134
enten ængstende ung, eller skræmmende gam-
mel; –
mel; –
det middels gør vammel. –
Hendes fødder – de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse – –
Anitra, hør her!
ANITRA
(nærmer sig)
Din slavinde har hørt!
PEER GYNT
Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; –
jeg gør dig til Houri i Paradiset!
ANITRA
Umuligt, herre!
PEER GYNT
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!
ANITRA
Men jeg har ingen sjæl.
PEER GYNT
Så kanst du få!
ANITRA
Hvorledes, herre?
PEER GYNT
Det må jeg forstå; –
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl! ja, ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
s. 135
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste. –
Der er plads; der er plads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme til at stikke
synderlig dybt; nogen stor sjæl får du ikke; –
men, skidt; det kan også være det samme; –
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme –
ANITRA
Profeten er god – –
PEER GYNT
Du nøler? Tal!
ANITRA
Men jeg ønsked heller –
PEER GYNT
Snak væk uden dvælen!
ANITRA
Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; –
giv mig heller –
PEER GYNT
Hvilket?
ANITRA
(peger på hans turban)
Hin skønne opal!
PEER GYNT
(henrykt, idet han rækker hende smykket)
Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og som der står hos en agtet forfatter:
«das ewig weibliche zieht uns an!»
s. 136
(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt)
(Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ.
Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud)
Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud)
PEER GYNT
(spiller og synger)
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris,
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg steg på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens hieb; –
jeg er en flygtig fugl; o, grib, –
jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most;
det må jeg sande nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger luthen over skuldren og kommer nærmere)
Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har hun hørt mit lille digt?
Mon hun bag gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt? –
Hys! Det klang jo, som om korken
voldsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
s. 137
Er det elskovssuk? Nej, sang; – –
nej, det er en hørbar snorken. –
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op at slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover – –
dog, som skrevet står, lad gå!
Nattergalen er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip; –
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
ANITRA
(fra teltet)
Herre, kalder du i natten?
PEER GYNT
Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et voldsomt jagtrabalder –
ANITRA
Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.
s. 138
PEER GYNT
Hvilket da?
ANITRA
O, skån mig!
PEER GYNT
Tal!
ANITRA
O, jeg rødmer –
PEER GYNT
(nærmere)
Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dig min opal?
ANITRA
(forskrækket)
Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel gammel kat!
PEER GYNT
Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.
ANITRA
Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.
PEER GYNT
Lille ven;
du, som andre piger, dømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
s. 139
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen. –
Væk med vås! I tetatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et træ og drager hende til sig)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!
ANITRA
(lægger sig for hans fødder)
Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?
PEER GYNT
Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen, –
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
s. 140
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.
ANITRA
Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!
PEER GYNT
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomst, er grumhed;
sandhed i sin overdrift
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren,
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. –
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Véd du, hvad det er at leve?
ANITRA
Lær mig det!
s. 141
PEER GYNT
Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, –
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, –
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, –
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. –
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, –
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlagt, om jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, –
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
s. 142
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det;
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.
(rejser sig og lægger smykker i hendes skød)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.
s. 143
(Karavanvej. Oasen langt tilbage i det fjerne)
Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra
foran sig på sadelknappen)
foran sig på sadelknappen)
ANITRA
Lad være; jeg bider!
PEER GYNT
Du lille skalk!
ANITRA
Hvad vil du?
PEER GYNT
Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gøre gale streger!
ANITRA
Skam dig! En gammel profet –!
PEER GYNT
Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?
ANITRA
Slip! Jeg vil hjem!
PEER GYNT
Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for øjne.
Desuden, min unge, på samme sted
bør man ikke for længere tid slå sig ned;
man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; –
især, når man kommer som profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.
Det var s'gu på tid at besøget fik endskab.
s. 144
Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; –
tilslut vanked hverken virak eller bønner.
ANITRA
Ja, men er du profet?
PEER GYNT
Jeg er din kejser!
(vil kysse hende)
Nej se, hvor den lille hakkespæt knejser!
ANITRA
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
PEER GYNT
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
ANITRA
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
PEER GYNT
Saligt, at vide sig elsket så højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(rækker hende ridepisken og stiger af)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af et solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke din ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, –
din elsker gør spilopper, – ergo er han ung!
ANITRA
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
s. 145
PEER GYNT
Ikkesandt? Der; grams! Som en buk kan jeg
springe!
springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig hane!
ANITRA
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; –
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.
PEER GYNT
Ømme bekymring! Bær pungen for stedse; –
uden guld er elskende hjerter tilfredse!
(danser og synger igen)
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
han véd ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa'e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
ANITRA
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
PEER GYNT
Visvas med profeten! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!
ANITRA
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang –
Peer Gynt
10
s. 146
PEER GYNT
Eh bien!
(knæler)
Men gør mig en hæftig sorg;
det er sødt for elskende hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg –
ANITRA
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?
PEER GYNT
Å, en tusende mile –
ANITRA
For langt!
PEER GYNT
O, hør; –
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før –
ANITRA
Ja, tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg –
PEER GYNT
(rejser sig)
Ja, død og plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre dage!
ANITRA
Anitra lyder profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt rap over fingrene og jager i flyvende
galop tilbage gennem ørken)
PEER GYNT
(står en lang stund som lynslagen)
Nå, så skulde da også – – –!
s. 147
(Samme sted. En time senere)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkeklæderne af, stykke for
stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den
på, og står atter i sin europæiske dragt)
stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den
på, og står atter i sin europæiske dragt)
PEER GYNT
(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! –
Dette hedenske væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skåret. –
Hvad vilde jeg også på den galej?
En står sig dog bedst på at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en
tale ved graven og kranse på kisten.
(går nogle skridt)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en trøst,
at jeg fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man flux er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
10*
s. 148
For så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i latter)
Hm, tænke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen for at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt;
nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hest;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. –
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig
åben;
åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind det er lige trangt», –
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. –
Altså noget nyt; en forædlet færd;
et formål, som er møjen og pungen værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, –
en bog til vejledning og efterfølgelse? –
s. 149
Eller, bi –! Jeg har tiden ganske til rådighed; –
hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed?
Isandhed; ja, det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. –
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, –
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, –
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, –
se verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. –
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekanik underfundig! –
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!
(stille bevæget)
Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, –
sprænge i luften sin rigdoms skat, –
sige sin kærligheds lykke godnat, –
alt for at finde det sandes mysterium, –
(tørrer en tåre af øjet)
det er den ægte forskers kriterium! –
s. 150
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. –
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes veje; –
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; – –
(trækker på skulderen)
og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt! –
(han går)
Sommerdag. Højt oppe mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med
en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen)
en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen)
(En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i
solskinnet)
solskinnet)
KVINDEN
(kaster et øje nedover vejen og synger:)
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; –
men engang vil du komme, det véd jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker på gederne, spinder og synger igen:)
Gud styrke dig, hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente, til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!
s. 151
(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten står i sandet)
(Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en stund omkring)
PEER GYNT
Her kunde jeg passelig begynde min vandring. –
Nu er jeg altså Ægypter til forandring;
men Ægypter på grundlag af det gyntske jeg.
Siden til Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vil bare lede til fortabelse; –
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.
(sætter sig på en sten)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske kan jeg finde kong Potifars grav. –
Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
de rygtbare hængende haver og skøger,
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Fra Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; –
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; –
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængslet, hvor Sokrates døde som offer – –;
nej, det er s'gu sandt, – der er krig for tiden –!
s. 152
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.
(ser på sit uhr)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap – –
(rejser sig og lytter)
Hvad er det for en underlig susning, som farer –?
(Solopgang)
MEMNONSTØTTEN
(synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må dø eller råde
sangens gåde!
PEER GYNT
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. –
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(noterer i lommebogen)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. –
Ellers intet af vægt observeret idag.»
(går videre)
s. 153
(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte
Kairos spir og minaretter)
Kairos spir og minaretter)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem
lorgnetten, snart gennem den hule hånd)
lorgnetten, snart gennem den hule hånd)
Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de såkaldte Dovregubber,
slig som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. –
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, –
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, –
det vil sige, jeg drømte – for jeg lå i feber. –
(går nærmere)
De selvsamme øjne; de selvsamme læber; –
ikke fuldt så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. –
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du svarer som sidst, du!
(råber mod Sfinxen)
Hej, Bøjg, hvem er du?
EN STEMME
(bag Sfinxen)
Ach, Sfinx, wer bist du!
PEER GYNT
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!
s. 154
STEMMEN
Wer bist du?
PEER GYNT
Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.
(noterer i bogen)
«Ekko på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen)
BEGRIFFENFELDT
Et menneske!
PEER GYNT
Nå; det er ham, som prater.
(noterer igen)
«Kom senerehen til andre resultater.»
BEGRIFFENFELDT
(under alleslags urolige fagter)
Min herre, undskyld –! En lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
PEER GYNT
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.
BEGRIFFENFELDT
Hvad? Sfinxen –?
PEER GYNT
(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.
BEGRIFFENFELDT
Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! kan De nævne,
hvad han er?
s. 155
PEER GYNT
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.
Han er sig selv.
BEGRIFFENFELDT
(med et spring)
Ha, livsgåden glindste
som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
PEER GYNT
Ja, så siger han idetmindste.
BEGRIFFENFELDT
Sig selv! Omvæltningens stund er nær!
(tager hatten af)
Deres navn, min herre?
PEER GYNT
Jeg er døbt Peer Gynt.
BEGRIFFENFELDT
(med stille beundring)
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, –
det kommende, hvis komme var mig forkyndt –
PEER GYNT
Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente –?
BEGRIFFENFELDT
Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!
Hvert ord er ligesom en bundløs lære!
Hvad er De?
PEER GYNT
(beskeden)
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit pas.
s. 156
BEGRIFFENFELDT
Atter det gådefulde ord på bunden!
(griber ham om håndledet)
Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!
PEER GYNT
Kejser?
BEGRIFFENFELDT
Kom!
PEER GYNT
Er jeg virkelig kendt –?
BEGRIFFENFELDT
(idet han trækker ham med sig)
Fortolkernes kejser – på selvets fundament!
(I Kairo. Er stort gårdsrum med høje mure og bygninger omkring. Gitter-
vinduer; jernbure)
vinduer; jernbure)
(Tre Vogtere i gården. En Fjerde kommer)
DEN KOMMENDE
Schafmann; sig mig, hvor er direktøren?
EN VOGTER
Kørt ud imorges længe før dag.
FØRSTE
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;
thi inat –
EN ANDEN
Hys, stille; der er han ved døren!
(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, låser porten og stikker nøglen
i lommen)
i lommen)
PEER GYNT
(for sig selv)
Isandhed, en yderst begavet mand;
s. 157
næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.
(ser sig om)
Så dette her er de lærdes klub?
BEGRIFFENFELDT
Her vil De finde dem, rub og stub; –
de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(råber på vogterne)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i burene med jer fluks!
VOGTERNE
Vi?
BEGRIFFENFELDT
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Når verden snurrer, så snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et bur)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger buret og kaster nøglen i en brønd)
PEER GYNT
Men, bedste herr doktor og direktør –?
BEGRIFFENFELDT
Ingen af delene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg må give mig luft –
PEER GYNT
(i stigende uro)
Hvad er det?
BEGRIFFENFELDT
Lov mig, De ikke vil skælve.
s. 158
PEER GYNT
Jeg skal prøve –
BEGRIFFENFELDT
(trækker ham hen i et hjørne og hvisker)
Den absolute fornuft
afgik ved døden iaftes kl. 11.
PEER GYNT
Gud fri mig –!
BEGRIFFENFELDT
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste
for en dårekiste.
PEER GYNT
En dårekiste!
BEGRIFFENFELDT
Ikke nu, forstår De!
PEER GYNT
(bleg og sagte)
Nu skønner jeg stedet!
Og manden er gal; – og ingen véd det!
(trækker sig bort)
BEGRIFFENFELDT
(følger efter)
Forøvrigt håber jeg De har forstået?
Når jeg kalder ham død, så er det væv.
Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået, –
akkurat som min landsmand Münchhausens ræv.
PEER GYNT
Undskyld et minut –
s. 159
BEGRIFFENFELDT
(holder på ham)
Nej, det var som en ål; –
ikke som en ræv. Gennem øjet en nål;
han sprælled på væggen – –
PEER GYNT
Hvor finder jeg frelsen!
BEGRIFFENFELDT
Rundt om halsen et snit og så, vips, af pelsen!
PEER GYNT
Forrykt! Aldeles fra vid og sans!
BEGRIFFENFELDT
Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne fra-sig-gåen vil have til følge
en hel omvæltning til lands og vands.
De personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes kl. 11 normale,
konforme med fornuften i dens nye fase.
Og ser man endvidere på sagen ret,
er det klart, at fra nysnævnte klokkeslet
begyndte de såkaldte kloge at rase.
PEER GYNT
De nævnte klokken; min tid er knap –
BEGRIFFENFELDT
Deres tid? Der gav De min tanke et rap!
(åbner en dør og råber:)
Herud! Den vordende tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
PEER GYNT
Nej, kæreste mand –!
(De afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet)
s. 160
BEGRIFFENFELDT
God morgen! Giv møde,
og hils på befrielsens morgenrøde!
Eders kejser er kommen!
PEER GYNT
Kejser?
BEGRIFFENFELDT
Ja visst!
PEER GYNT
Men æren er så stor, så over al måde –
BEGRIFFENFELDT
Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde
i en stund som denne.
PEER GYNT
Men und mig blot frist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
BEGRIFFENFELDT
En mand, som har Sfinxens mening fornummet?
Som er sig selv?
PEER GYNT
Ja, det er just knuden.
Jeg er mig selv i et og alt;
men her, så vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, så at sige, foruden.
BEGRIFFENFELDT
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man går, som sig selv, for fulde sejl.
Hver lukker sig inde i selvets tønde,
i selvets gæring han dukker tilbunds, –
han stænger hermetisk med selvets spunds
s. 161
og tætner træet i selvets brønde.
Ingen har gråd for de andres veer;
ingen har sans for de andres ideer.
Os selv, det er vi i tanken og tonen,
os selv til springbrættets yderste rand, –
og følgelig, skal der en kejser på tronen,
er det klart, at De er den rette mand.
PEER GYNT
Å, gid jeg var fanden –![HIS: Linja mangler innrykk fra venstremargen.]
BEGRIFFENFELDT
Nu ikke forknyt;
næsten alt i verden er i førstningen nyt.
«Sig selv»; – kom; her skal De se et exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(til en mørk skikkelse)
Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng,
bestandig omkring med græmmelsens stempel?
HUHU
Kan jeg andet vel, når folket
slægt for slægt dør ufortolket?
(til Peer Gynt)
Du er fremmed; vil du høre?
PEER GYNT
(bukker)
Gudbevar's!
HUHU
Så lån mig øre. –
Fjernt i øst, som krans om pande,
står de malebarske strande.
Portugiser og Hollænder
landet med kultur bespænder.
Desforuden bor der skarer
Peer Gynt
11
s. 162
af de ægte Malebarer.
Disse folk har sproget blandet; –
de er herrer nu i landet. –
Men i tiden længst forgangen
råded der orangutangen.
Han var skogens mand og herre;
frit han turde slå og snærre.
Som naturens hånd ham skabte
så han gren og så han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var hersker i sit rige. –
Ak, men så kom fremmedåget
og forplumred urskogs-sproget.
Firehundredårig natten
ruged over abekatten;
og man véd, så lange nætter
landsens folk i stampe sætter. –
Skogens urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore tanker male,
må det ske ved hjælp af tale.
Hvilken tvang for alle stænder!
Portugiser og Hollænder,
blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet på at fægte
for vort urskogs-mål, det ægte, –
prøvet at belive liget, –
hævdet folkets ret til skriget, –
skreget selv og påvist trangen
til dets brug i folkesangen. –
s. 163
Skralt man dog min idræt skatter. –
Nu, jeg tror, min sorg du fatter.
Tak, at du har lånt mig øre; –
véd du råd, så lad mig høre!
PEER GYNT
(sagte)
Der står skrevet: man får tude
med de ulve, som er ude.
(højt)
Kære ven, såvidt jeg husker
findes i Marokko busker,
hvor en flok orangutanger
lever uden tolk og sanger;
deres mål lød malebarisk!
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre standsmænd,
vandred ud til gavn for landsmænd –
HUHU
Tak, at du har lånt mig øre;
som du råder, vil jeg gøre.
(med en stor gebærde)
Østen har forstødt sin sanger!
Vesten har orangutanger!
(han går)
BEGRIFFENFELDT
Nå, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
sig selv i kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med forstanden.
11*
s. 164
(til En Fellah, som bærer en mumie på ryggen)
Kong Apis, hvor går det, min høje herre?
FELLAHEN
(vildt til Peer Gynt)
Er jeg kong Apis?
PEER GYNT
(trækker sig bag doktoren)
Jeg må tilstå, desværre,
jeg er ikke inde i situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen –
FELLAHEN
Nu lyver du også.
BEGRIFFENFELDT
Deres Højhed får melde
hvordan sagerne står.
FELLAHEN
Det skal jeg fortælle.
(vender sig til Peer Gynt)
Ser du ham, som jeg bærer på ryggen?
Han navnet kong Apis lød.
Nu går han under navn af mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en gud,
og stillet ham op i templer,
i lignelser af en stud. –
Men jeg er denne kong Apis,
det ser jeg så soleklart;
s. 165
og hvis du ikke forstår det,
så skal du forstå det snart.
Kong Apis var nemlig på jagten,
og steg af sin hest en stund,
og gik for sig selv afsides
ind på min oldefaers grund.
Men marken, kong Apis gøded,
har næret mig med sit korn;
og trænges der flere beviser,
så har jeg usynlige horn.
Og er det så ikke forbandet,
at ingen vil prise min magt!
Af byrd er jeg Apis i landet,
men Fellah i andres agt.
Kan du sige hvad jeg skal gøre,
så råd mig foruden svig; –
hvad det gælder om, er at blive
kong Apis den store lig.
PEER GYNT
Deres Højhed får bygge pyramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.
FELLAHEN
Jo, det er en dejlig tale!
En Fellah! En sulten lus!
Jeg har nok med at holde min hytte
ryddelig for rotter og mus
Fort, mand, – find på noget bedre,
som både gør stor og tryg,
s. 166
og derhos aldeles lige med
kong Apis bag på min ryg!
PEER GYNT
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpå i jordens skød,
bag kistens naturlige grænser,
forholdt Dem aldeles død?
FELLAHEN
Så vil jeg! Mit liv for en strikke!
I galgen med hår og hud! –
I førstningen blir der lidt forskel;
men den jævner tiden ud.
(går hen og gør anstalter til at hænge sig)
BEGRIFFENFELDT
Det var en personlighed, herr Peer, –
en mand med methode –
PEER GYNT
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os nådig!
Jeg blir syg; – jeg er knapt mine tanker rådig!
BEGRIFFENFELDT
En overgangstilstand; den varer kun kort.
PEER GYNT
En overgang? Hvortil? Undskyld, – jeg må bort –
BEGRIFFENFELDT
(holder ham)
Er De gal?
PEER GYNT
Ikke endnu – Gal? Gud bevares!
(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gennem sværmen)
s. 167
HUSSEJN
Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag.
(til Peer Gynt)
Det er Dem?
PEER GYNT
(fortvivlet)
Ja, det er en afgjort sag!
HUSSEJN
Godt. – Her er noter, som skal besvares?
PEER GYNT
(river sig i håret)
Hejsan! Ret så; – jo værre, jo bedre!
HUSSEJN
Måske De vil med et dyp mig hædre?
(bukker dybt)
Jeg er en pen.
PEER GYNT
(bukker endnu dybere)
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt pergament.
HUSSEJN
Min historie, herre, er kortelig den:
jeg gælder for et sandhus og er en pen.
PEER GYNT
Min historie, herr pen, er, i korthed vævet, –
jeg er et papirblad og blir aldrig beskrevet.
HUSSEJN
Hvad jeg duer til, har menneskene ingen for-
stand på;
stand på;
alle vil de bruge mig til at strø sand på!
s. 168
PEER GYNT
Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog; –
det er en og samme trykfejl at være gal og klog!
HUSSEJN
Tænk Dem, hvilket fortærende liv;
være pen og aldrig smage odden af en kniv!
PEER GYNT
(hopper højt)
Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kende grund under hoven!
HUSSEJN
En kniv! Jeg er sløv; – få skåret og ridset mig!
Verden går under, hvis man ikke får spidset mig!
PEER GYNT
Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort.
BEGRIFFENFELDT
Her er kniv!
HUSSEJN
(griber den)
Ah, hvor jeg skal blækket slikke!
Hvilken vellyst at snitte sig.
(skærer halsen over)
BEGRIFFENFELDT
(viger tilside)
Sprut dog ikke.
PEER GYNT
(i stigende angst)
Hold på ham!
HUSSEJN
Hold på mig! Det er ordet!
Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet –!
(falder)
s. 169
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den;
han leved og han døde som en påholden pen!
PEER GYNT
(svimler)
Hvad skal jeg –? Hvad er jeg? Du store –,
hold fast!
hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en synder, –
et bergtrold –; men hjælp; – det var noget,
som brast –!
(skriger)
som brast –!
Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast! – –
hjælp mig, du, – alle dårers formynder!
(synker i afmagt)
BEGRIFFENFELDT
(med en stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham)
(med en stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham)
Ha; se hvor han i sølen knejser! – –
er fra sig selv –! Hans kroning sker!
(trykker kransen på ham og udråber:)
Han leve! Leve selvets kejser!
Schafmann
(i buret)
Es lebe hoch der grosse Peer!
FEMTE AKT
(Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang.
Stormfuldt vejr)
Stormfuldt vejr)
(Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg, står agter
på hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk.
Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forud)
på hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk.
Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forud)
PEER GYNT
(læner armene på rælingen og stirrer ind mod land)
Se Hallingskarven i vinterham; –
han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram.
Jøklen, bror hans, står bag påskrå;
han har endnu den grønne iskåben på.
Folgefånnen, hun er nu så fin, –
ligger som en jomfru i skære lin.
Vær ingen galninger, gamle gutter!
Stå der I står; I er gråstens-nuter.
KAPTEJNEN
(råber forud)
To mand tilrors, – og lanternen sat!
PEER GYNT
Det kuler stivt.
KAPTEJNEN
Vi får storm inat.
PEER GYNT
Har en fra havet kending af Ronden?
s. 171
KAPTEJNEN
Nej, var det ligt; – den ligger bag fånnen.
PEER GYNT
Eller Blåhø?
KAPTEJNEN
Nej; men oppe fra riggen
kan en i klarvejr se Galdhøpiggen.
PEER GYNT
Hvor har vi Hårtejgen?
KAPTEJNEN
(peger)
Så omtrent.
PEER GYNT
Ja vel.
KAPTEJNEN
Det lader til De er kendt.
PEER GYNT
Da jeg rejste fra landet, foer jeg her forbi;
og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod kysten)
Derinde, hvor det blåner i skar og kløft, –
hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft, –
og under, langs med den åbne fjord, –
der er det altså menneskene boer.
(ser på kaptejnen)
De bygger spredt her i landet.
KAPTEJNEN
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
PEER GYNT
Er vi inde før daggry?
s. 172
KAPTEJNEN
Så ved pas,
ifald ikke natten blir altfor hvas.
PEER GYNT
Det tykner i vest.
KAPTEJNEN
Det gør så.
PEER GYNT
Stop!
De kan huske mig på, når vi siden gør op, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod mandskabet –
KAPTEJNEN
Takker!
PEER GYNT
Det blir kun småt.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
fatum og jeg vi er rent på kant.
De véd, hvad jeg har ombord i behold.
Det er slumpen; – resten foer fanden i vold.
KAPTEJNEN
Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt
mellem folket hjemme.
PEER GYNT
Jeg har ingen slægt.
Der er ingen, som venter den rige styggen. –
Nå; så slipper jeg også for krus på bryggen!
KAPTEJNEN
Der har vi vejret.
PEER GYNT
Ja, husk så på, –
er nogen af folkene rigtig trængende,
så ser jeg ikke så nøje på pengene –
s. 173
KAPTEJNEN
Det er vakkert. De flestes kår er små;
alle har de kærring og unger hjemme.
Med hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra mynt,
blev der et gensyn, de sent vilde glemme.
PEER GYNT
Hvad for noget? Har de kærring og unger?
Er de gifte?
KAPTEJNEN
Gifte? Ja, hele flokken.
Men den, som er trangest stillet, er kokken;
hos ham er tilhuse den svarte hunger.
PEER GYNT
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, når de kommer? Hvad?
KAPTEJNEN
Ja vel, –
på fattigfolks måde.
PEER GYNT
Og kommer de en kveld,
hvad så?
KAPTEJNEN
Så tænker jeg kærringen henter
lidt godt for en gangs skyld –
PEER GYNT
Og lys i pladen?
KAPTEJNEN
Kanhænde to; og en dram til maden.
s. 174
PEER GYNT
Og så sidder de lunt? Har varme på gruen?
Har ungerne om sig? Der er ståk i stuen;
der er ingen, som hører den anden tilende, –
slig glæde er der på dem –?
KAPTEJNEN
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt til.
PEER GYNT
(slår i rælingen)
Nej, om jeg gør!
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til fromme for andres unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt?
Ingen venter på gamle Peer Gynt.
KAPTEJNEN
Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres.
PEER GYNT
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Opgør, så fort De har anker i bunden!
Min fragt fra Panama som kahytspassager.
Så brændevin til folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden!
KAPTEJNEN
Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling; –
men undskyld; nu får vi storm for kuling.
(han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i ka-
hytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer)
PEER GYNT
Holde en ustyrlig ungeflok hjemme; –
ligge som en glæde i sindene fremme; –
s. 175
følges af andres tanker på vej –
Der er aldrig nogen, som tænker på mig. –
Lys i pladen? Det lys skal slukne.
Jeg vil finde på noget –! Jeg vil drikke dem
drukne; –
drukne; –
ikke en af de djævler skal gå ædru iland.
Fulde skal de komme til kærring og unger!
de skal bande; de skal slå i bordet så det runger,
skræmme dem, der venter, fra vid og forstand!
Kærringen skal skrige og rømme af huset, – –
trive ungerne med! Hele glæden i gruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig)
Nå, det var en ordentlig overhaling.
Havet arbejder, som det havde betaling; –
det er endnu sig selv her nord under leden; –
sjøen påtvers, lige vrang og vreden – –
(lytter)
Hvad er det for skrig?
VAGTEN
(forud)
Et vrag i læ!
KAPTEJNEN
(midtskibs, kommanderer)
Roret hart styrbord! Klods for vinden!
STYRMANDEN
Er der folk på vraget?
VAGTEN
Jeg skimter tre!
PEER GYNT
Fir hækjollen ned –
KAPTEJNEN
Den blev fyldt forinden.
(går forover)
s. 176
PEER GYNT
Hvem tænker på sligt?
(til nogle af mandskabet)
Er I folk, så frels!
Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels –
BÅDSMANDEN
Det er ugørligt i sligt et hav.
PEER GYNT
De skriger igen! Se, vinden skraler –
Kok, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –
KOKKEN
Nej, ikke om tyve pundsterling De gav –
PEER GYNT
I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme,
det er folk, som har kærring og unger hjemme?
Nu sidder de og venter –
BÅDSMANDEN
Tålmod er sundt.
KAPTEJNEN
Bær af for brottet!
STYRMANDEN
Vraget gik rundt.
PEER GYNT
Der blev stille med ét –?
BÅDSMANDEN
Var de gifte, som De tænker,
så fik verden ret nu tre nybagte enker.
(Uvejret vokser. Peer Gynt går agterover dækket)
s. 177
PEER GYNT
Der er ingen tro mellem menneskene mer, –
ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet gør de godt, og mindre de beer,
og har slet ingen agt for de vældige magter. –
I et vejr, som inat, er Vorherre farlig.
De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med elefanter; – –
og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig!
Jeg er skyldløs; på offerpynten,
kan jeg bevise, jeg stod med mynten.
Men hvad har jeg for det? – Der går jo det ord:
Samvittighedsfred er en dejlig pude.
Å ja, det holder stik på den tørre jord,
men duer s'gu ikke for en snus ombord,
hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude.
Tilsjøs får en aldrig være sig selv;
en får følge de andre fra dæk til hvælv;
slår hævnens time for bådsmand og kokken,
så stryger jeg sagtens i vasken med flokken; –
ens særlige tarv sættes rent til siden;
man gælder som en pølse i slagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og utak har jeg for hele stasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en stund at spille basen.
Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden,
at Peer er kommen over havet i højden!
Gården vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot.
Men ingen får lov at komme ind i stuen!
Peer Gynt
12
s. 178
For porten skal de stå og dreje på luven; –
tigge og trygle, – det kan de frit;
men ingen får en eneste skilling af mit; – –
måtte jeg under skæbnens piskeslag hyle,
så findes vel de, jeg igen kan prygle – –
DEN FREMMEDE PASSAGER
(står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt:)
(står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt:)
Godaften!
PEER GYNT
Godaften! Hvad –? Hvem er De?
PASSAGEREN
Jeg er Deres medpassager, til tjeneste.
PEER GYNT
Ja så? Jeg trode, jeg var den eneste.
PASSAGEREN
En fejl formodning, som nu er forbi.
PEER GYNT
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –
PASSAGEREN
Jeg går ikke ud om dagen.
PEER GYNT
De er kanske syg? De er hvid, som et lagen –
PASSAGEREN
Nej, tak, – jeg befinder mig inderlig vel.
PEER GYNT
Det stormer hvast.
s. 179
PASSAGEREN
Ja, velsignet, mand!
PEER GYNT
Velsignet?
PASSAGEREN
Havet går højt som huse.
Ah, ens tænder løber i vand!
Tænk, hvilke vrag det inat vil knuse; –
og tænk, hvilke lig der vil drive iland!
PEER GYNT
Bevares vel!
PASSAGEREN
Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller druknet?
PEER GYNT
Nu blir det for galt –
PASSAGEREN
Ligene ler. Men latteren er tvungen;
og de fleste har gerne bidt sig i tungen.
PEER GYNT
Bliv mig fra livet –!
PASSAGEREN
Et spørgsmål kun!
Hvis vi f. ex. tørned på grund
og sank i mørket.
PEER GYNT
De tror, her er fare?
PASSAGEREN
Jeg véd virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sæt nu, jeg flyder og De går tilbunds –
PEER GYNT
Å, sludder –
12*
s. 180
PASSAGEREN
Der er en mulighed kuns.
Men står man i graven med den ene fod,
blir man blød, og deler ud milde gaver –
PEER GYNT
(griber i lommen)
Ho, penge!
PASSAGEREN
Nej; men er De så god
at skænke mig Deres ærede kadaver –?
PEER GYNT
Nu går det for vidt!
PASSAGEREN
Bare liget, forstår De!
Det er for min videnskabs skyld –
PEER GYNT
Nu går De!
PASSAGEREN
Men kære, betænk, – De har fordel af sagen!
Jeg skal få Dem åbnet og lagt for dagen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er sædet for drøm-
mene, –
mene, –
og forresten gå Dem kritisk efter i sømmene –
PEER GYNT
Vig fra mig!
PASSAGEREN
Men, kære, – en druknet krop –
PEER GYNT
Bespottelige mand! De ægger uvejret op!
Er det ikke for galt! Vi har storm og regn,
s. 181
en ustyrlig sjøgang og alskens tegn
til noget, som kan gøre os et hode kortere;
og så ter De Dem så det kommer desfortere!
PASSAGEREN
De er nok ikke oplagt til vidre forhandling;
men tiden bringer jo så mangen forvandling – –
(hilser venlig)
Vi træffes når De synker, om ikke før!
kanske De da er i bedre humør.
(går ind i kahytten)
PEER GYNT
Uhyggelige karle, disse videnskabsmænd!
Sligt fritænkervæsen –
(til >Bådsmanden, som går forbi)
Et ord, min ven!
Passageren? Hvad er det for et galehuslem?
BÅDSMANDEN
Jeg véd ikke af, vi har andre end Dem.
PEER GYNT
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(til >Jungmanden, der kommer fra kahytten)
Hvem gik i kahytsdøren?
JUNGMANDEN
Skibshunden, herre!
(går forbi)
VAGTEN
(råber:)
Land klods forud!
PEER GYNT
Min kuffert! Min kasse!
Alt godset på dækket!
BÅDSMANDEN
Vi har andet at passe.
s. 182
PEER GYNT
Det var sludder, kaptejn! Bare løjer og spas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe kokken –
KAPTEJNEN
Klyveren sprang!
STYRMANDEN
Og der strøg fokken!
BÅDSMANDEN
(skriger forud)
Grundbrot for bougen!
KAPTEJNEN
Hun går i knas!
(Skibet støder. Larm og forvirring)
(Under land mellem skær og brændinger. Skibet går under. I skodden
skimtes jollen med to mænd. En brodsjø fylder den; den kantrer; et skrig
høres; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne)
skimtes jollen med to mænd. En brodsjø fylder den; den kantrer; et skrig
høres; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne)
(Peer Gynt dukker op nær ved hvælvet)
PEER GYNT
Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår!
Frels, herre Gud, – som skrevet står!
(klamrer sig fast til bådkølen)
KOKKEN
(dukker op på den anden side)
Å, herre Gud, – for mine små,
vær nådig! Lad mig landet nå!
(holder sig i kølen)
PEER GYNT
Slip!
KOKKEN
Slip!
PEER GYNT
Jeg slår!
s. 183
KOKKEN
Jeg slår igen!
PEER GYNT
Jeg knuser dig med spark og spænd!
Slip taget! Hvælvet bær ej to!
KOKKEN
Det véd jeg. Vig!
PEER GYNT
Vig selv!
KOKKEN
Jo-jo!
(de kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig
fast med den anden)
PEER GYNT
Den næven væk!
KOKKEN
Å, snille, – spar!
Husk på de små, jeg hjemme har!
PEER GYNT
Jeg trænger livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
KOKKEN
Slip! De har levet; jeg er ung!
PEER GYNT
Fort; rap dig; synk; – du blir så tung.
KOKKEN
Vær nådig! Vig i Herrens navn!
For Dem bær ingen sorg og savn –
(skriger og slipper)
Jeg drukner –!
s. 184
PEER GYNT
(griber i ham)
I dit nakkehår
jeg holder; læs dit Fadervor!
KOKKEN
Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –!
PEER GYNT
Det væsentligste i en fart –
KOKKEN
Giv os idag!
PEER GYNT
Spring over, kok;
hvad du har nødig, får du nok.
KOKKEN
Giv os idag –
PEER GYNT
Den samme sang!
Det mærkes, du var kok engang –
(Taget glipper)
KOKKEN
(synkende)
Giv os idag vort –
(går under)
PEER GYNT
Amen, gut!
Du var og blev dig selv til slut. –
(svinger sig op på hvælvet)
Hvor der er liv, der er der håb –
DEN FREMMEDE PASSAGER
(griber i båden)
Godmorgen!
PEER GYNT
Huj!
s. 185
PASSAGEREN
Jeg hørte råb! –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spåde sandt?
PEER GYNT
Slip! Slip! Her er knapt plads for én!
PASSAGEREN
Jeg svømmer med det venstre ben.
Jeg flyder, får jeg blot med spidsen
af fingren holde her i ridsen.
Men apropos om liget –
PEER GYNT
Ti!
PASSAGEREN
Med resten er det rent forbi –
PEER GYNT
Hold munden!
PASSAGEREN
Ganske som De vil.
(Taushed)
PEER GYNT
Hvad godt?
PASSAGEREN
Jeg tier.
PEER GYNT
Satans spil! –
Hvad gør De?
PASSAGEREN
Venter.
s. 186
PEER GYNT
(river sig i håret)
Jeg blir gal! –
Hvad er De?
PASSAGEREN
(nikker)
Venlig!
PEER GYNT
Vidre! Tal.
PASSAGEREN
Hvad tror De? Véd De ingen anden,
som er mig lig?
PEER GYNT
Å, jeg véd fanden –!
PASSAGEREN
(sagte)
Har han for skik at tænde lygten
på livsens natvej gennem frygten?
PEER GYNT
Se, se! Når sagen grejdes ud,
så er De vel et lysets bud?
PASSAGEREN
Ven, – har De én gang blot hvert halvår
tilbunds fornummet angstens alvor?
PEER GYNT
Ræd blir man jo, når faren truer; –
men Deres ord er sat på skruer –
PASSAGEREN
Ja, har De blot én gang i livet
havt sejren, som i angst er givet?
s. 187
PEER GYNT
(ser på ham)
Kom De at åbne mig en dør,
så var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin tid når havet vil en svælge.
PASSAGEREN
Var kanske sejren mere trolig
i Deres ovnskrog, lun og rolig?
PEER GYNT
Lad gå; – men Deres snak var gækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
PASSAGEREN
Hvor jeg er fra, der gælder smil
i højde med pathetisk stil.
PEER GYNT
Alt har sin tid; for tolder sømmeligt,
som skrevet står, for bisp fordømmeligt.
PASSAGEREN
Den sværm, som sov i askens urner,
går ej til hverdags på kothurner.
PEER GYNT
Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand!
Jeg vil ej dø! Jeg må iland!
PASSAGEREN
For den sags skyld vær uforsagt!
man dør ej midt i femte akt.
(glider bort)
s. 188
PEER GYNT
Der slap det ud af ham tilsidst! –
han var en tråkig moralist.
(Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd)
(Ligfærd. Prest og Almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går
forbi udenfor på vejen)
forbi udenfor på vejen)
PEER GYNT
(ved porten)
Her går nok en landsmand al kødets vej.
Gud ske lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor)
PRESTEN
(taler ved graven)
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, –
nu, kære venner, taler vi et ord
om denne dødes vandring på vor jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans røst var spag, hans holdning var umandig,
sin mening bar han vegt og uvisst frem,
og knapt han rådig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tage sæde.
Fra Gudbrandsdalen, véd I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut; –
og visst I mindes, at til sidste slut
man så ham stødt med højre hånd i lommen.
Den højre hånd i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind, –
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbagetrukkethed, hvor han kom ind.
s. 189
Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,
og skønt han blev en fremmed mellem os,
så véd I visst, hans dølgsmålsstræv tiltrods, –
den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. –
Jeg mindes godt for mange herrens år
en morgen: der blev holdt session på Lunde.
Det var i krigens tid. I alle munde
var landets trængsler og dets fremtids kår.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kaptejnen mellem lensmand og sergenter;
og gut for gut blev målt på alle kanter
og skreven ind og tagen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor på tråkken
lød højmælt latter mellem ungdomsflokken.
Da råbtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne på bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; –
den højre hånd var hyllet i en klud; –
han gisped, svælged, snapped efter ordet, –
men fandt ej mæle; trods kaptejnens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumled noget om en sigd, som glap
og skar i våde fingren af til skindet.
Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øjekast; man trak på mund;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kendte haglen, men han så den ikke.
Da stod kaptejnen op, den gamle, grå; –
han spytted, pegte ud og sagde: gå!
Og gutten gik. Man veg til begge sider,
s. 190
så der i midten blev en spidsrodsgang; –
han vandt tildørs; der satte han på sprang; –
op bar det nu, – op gennem lund og lider,
op gennem røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem fjeldene. –
Et halvår efter var det hid han kom
med moer og spædebarn og fæstekvinde.
Han bygsled jord etsteds på hejen inde,
hvor ødemarken grænser op mod Lomb.
Han gifted sig så fort som gørligt kun;
han tømred hus; han brød den hårde grund;
han kom ivej, hvad mangen agerflæk
fortalte, der den bølged gul og kæk; –
ved kirken bar han højre hånd i lommen, –
men hjemme tror jeg nok de fingre ni
fik trælle fuldt så sårt, som andres ti. –
En vår blev alting revet bort af flommen.
De slap derfra med livet. Arm og nøgen
han tog på rydningsværket fat påny,
og inden høsten kom, steg atter røgen
ifra en fjeldgård, lagt i bedre ly.
I ly? For flommen, ja, – men ej for bræen;
to år derefter lå den under sneen.
Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget,
han grov, han rensed, førsled, rydded grus, –
og før den næste vintersne var føget,
stod rejst for tredje gang hans ringe hus.
Tre sønner havde han, tre raske gutter;
i skole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter,
igennem skaret, styrtende og trangt.
s. 191
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte
som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,
slog manden toug om ham til tag og støtte; –
de andre bar han frem på arm og ryg.
Så sled han år for år; og de blev mænd.
Her var vel skæl at kræve ligt igen.
Tre velstandsherrer i den nye verden
har glemt sin norske faer og skolefærden.
Han var en kortsynt mand. Udover ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet så.
For ham lød meningsløst, som bjælders klingen,
de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.
Folk, fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af tåger for hans øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
og fra sessionens dag han bar på dommen,
så visst, som han på kind bar blygsels brand
og sine fire fingre gemt i lommen. –
En brotsling imod landets lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over loven,
så visst, som Glittertindens blanke tjeld
har sky med højre tinderad foroven.
Slet borger var han. Og for stat som kirke
et gagnløst træ. Men hist på hejens hvælv,
i slægtens snevring, hvor han så sit virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans færd var langspil under spånens dæmper.
Og derfor fred med dig, du stille kæmper,
som stred og faldt i bondens lille krig!
Vi vil ej granske hjerter eller nyrer;
s. 192
det er ej hverv for støv, men for dets styrer; –
dog fri og fast det håb jeg taler ud:
den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
(Følget skilles ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage)
PEER GYNT
Se det, det kalder jeg kristendom!
Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt. –
Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad prestens præken drejed sig om, –
er også i og for sig opbyggeligt.
(ser ned i graven)
Var det kanske ham, som hug sig i knogen
den dag jeg lå på storhugst i skogen?
Hvem véd? Hvis ikke jeg stod med min stav
på randen af denne åndsfrændes grav,
så kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min pris og lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig skik
at kaste et såkaldt erindringsblik
velvilligt over den henfarnes dage.
Jeg har intet imod, min dom at tage
af denne værdige sogneprest.
Nå, der er sagtens en stund tilbage,
før graveren kommer og beer mig til gæst; –
og, som skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemåde: den tid den sorg, –
endvidere: tag ikke din ligfærd på borg. –
Ja, kirken blir dog den sande trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
nu kender jeg dog, hvor godt det gør,
at høre forsikkret af kyndige røster:
s. 193
slig, som du sår, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig både i stort og i lidt.
Går lykken imod, så har en dog æren
af sit levnets førsel i samklang med læren. –
Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang;
lad skæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt går sin egen gang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han går)
(Bakke med et udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elven; grun-
den opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård)
den opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård)
(Oppe ved gården holdes auktion. >Megen Almue samlet. Drik og støj.
Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten)
Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten)
PEER GYNT
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og elven skær.
Gå udenom, sa'e Bøjgen; – en får så her.
EN SØRGEKLÆDT MAND
Nu er der bare skrammel igen.
(får øje på Peer Gynt)
Er her fremmedfolk og? Gud signe, go'e ven!
PEER GYNT
Godt møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her barselgilde eller bryllupslag?
DEN SØRGEKLÆDTE
Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl; –
bruden ligger i et ormebøl.
Peer Gynt
13
s. 194
PEER GYNT
Og orme rives om trevler og klude.
DEN SØRGEKLÆDTE
Det er enden på visen; så er den ude.
PEER GYNT
Alle viser har samme slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut.
EN TYVEÅRIG
(med en støbeske)
Her skal I se, hvad stas jeg har købt!
I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt.
EN ANDEN
Men jeg da! En skilling for pengeskæppen!
EN TREDJE
Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen?
PEER GYNT
Peer Gynt? Hvem var han?
DEN SØRGEKLÆDTE
Jeg bare véd,
han var svoger til døden og til Aslak smed.
EN GRÅKLÆDT MAND
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
DEN SØRGEKLÆDTE
Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør.
DEN GRÅKLÆDTE
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
DEN SØRGEKLÆDTE
Bare hun ikke taer døden ved næsen. –
s. 195
DEN GRÅKLÆDTE
Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld!
DEN SØRGEKLÆDTE
Fanden være svoger! Du væver i fyld –
DEN GRÅKLÆDTE
Å, sludder; blodet er aldrig så tyndt,
en kender sig altid i slægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham)
PEER GYNT
(sagte)
En træffer nok kendinger.
EN GUT
(råber efter den sørgeklædte)
Salig moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter.
PEER GYNT
(rejser sig)
Her gælder nok ikke agronomernes ord:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
EN GUT
(med et bjørneskind)
Se katten på Dovre! Ja, bare fellen.
Det var den, som jog troldet på julekvelden.
EN ANDEN
(med en rensdyrskalle)
Her er den gilde renbuk, som bar
Peer Gynt ved Gendin over egg og skar.
EN TREDJE
(med en hammer, råber til den sørgeklædte)
Hej, du Aslak, kender du slæggen?
Var det den, du brugte, da fanden brød væggen?
EN FJERDE
(tomhændet)
Mads Moen, her er usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i luften.
13*
s. 196
PEER GYNT
Brændevin, gutter! Jeg kender mig gammel! –
jeg vil holde auktion over skrab og skrammel!
EN GUT
Hvad har du at sælge?
PEER GYNT
Jeg har et slot; –
det ligger i Ronden; det er muret godt.
GUTTEN
En knap er buden!
PEER GYNT
Du får gå til en dram.
At byde mindre, var synd og skam.
EN ANDEN
Han er lystig, gamlen!
(Folk stimler om ham)
PEER GYNT
(råber)
Grane, min hest; –
hvem byder?
EN I HOBEN
Hvor går han?
PEER GYNT
Langt i vest!
Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve
så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve.
STEMMER
Hvad mere har du?
PEER GYNT
Både guld og skrab!
Det er købt med forlis! det sælges med tab.
EN GUT
Råb op!
s. 197
PEER GYNT
En drøm om en spændebog!
Den kan I få for en hægtekrog.
GUTTEN
Fanden med drømme!
PEER GYNT
Mit kejserdom!
Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom!
GUTTEN
Følger kronen med?
PEER GYNT
Af det dejligste strå.
Den vil passe den første, som sætter den på.
Hej, her er mer! Et vindlagt æg!
En galmands gråhår! Profetens skæg!
Alt skal han få, som viser mig på hejen
stolpen med påskrift: her går vejen!
LENSMANDEN
(som er kommen til)
Du bærer dig ad, min mand, så næsten
jeg tror din vej går bent i arresten.
PEER GYNT
(med hatten i hånden)
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
LENSMANDEN
Hvad sludder –
PEER GYNT
Med forlov! Jeg beer så tyndt –!
LENSMANDEN
Å, der siges han var en vederstyggelig digter –
PEER GYNT
En digter –?
s. 198
LENSMANDEN
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, ven – jeg har andre pligter –
(går)
PEER GYNT
Og hvor er han nu, den mærkelige mand?
EN ALDRENDE
Han foer over havet til et fremmed land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange år siden hængt.
PEER GYNT
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste.
(hilser)
Farvel, – og mangfoldig tak for idag!
(går nogle skridt, men standser igen)
I glade gutter, I væne kvinder, –
vil I høre en skrøne til vederlag?
FLERE
Ja, kan du nogen?
PEER GYNT
Der er intet til hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed mine over ham)
I San Franzisco jeg grov efter guld.
Hele byen var af gøglere fuld.
En kunde gnide på fiol med tæerne;
en anden kunde danse spansk halling på knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde vers,
mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers.
Til gøgler-stævnet kom også fanden; –
s. 199
vilde prøve sin lykke, som så mangen anden.
Hans fag var det: på en skuffende vis
at kunne grynte som en virkelig gris.
Hans personlighed trak, skønt han ej var kendt.
Huset var fuldt og forventningen spændt.
Frem trådte han i kappe med svajende fliger;
man muss sich drappiren, som tyskeren siger.
Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstået en gris at liste.
Og nu begyndte da præstationen.
Fanden, han kneb; og grisen gav tonen.
Det hele blev holdt som en fantasi
over grise-tilværelsen, bunden og fri;
til slut et hvin, som ved slagterens stik; –
hvorpå kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af fagmænd drøftet og dømt;
stemningen blev både lastet og berømt; –
nogle fandt røstens udtryk for tyndt;
andre fandt dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva grynt
var præstationen yderst outreret. –
Se, det fik fanden, fordi han var dum
og ikke beregned sit publikum.
(han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden)
(Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads en
hytte med rensdyrhorn over dørgavlen)
hytte med rensdyrhorn over dørgavlen)
(Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg)
PEER GYNT
Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve og vælge det bedste.
s. 200
Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige til Nebukadnezar.
Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien. –
Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. –
Der står jo også: af jord est du kommen. –
Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.
Fylde den med jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte doner.
Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,
og får dog mellem vilddyr regnes for den første.
Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
så kryber jeg under et vindfældt træ;
som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver
og risper i barken med store bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,
kejser over alle de andre dyr. –
Kejser?
(ler indvendig)
Du gamle spåmands-gøg!
Du er ingen kejser; du er en løg.
Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en løg og plukker svøb for svøb af)
Der ligger det ydre, forrevne lag;
det er havsnødsmanden på jollens vrag.
Her er passager-svøbet, skralt og tyndt; –
har dog i smagen en snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi guldgraver-jeget;
saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette grovskind her med den hårde flig,
det er pelsværksjægren ved Hudsons-vik.
s. 201
Det indenfor ligner en krone; – ja tak!
Det kaster vi væk uden vidre snak.
Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Og her er profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet står, af løgne,
så en ærlig mand kan få vand i øjne.
Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er herren, der leved i fryd og gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte streger; –
svart kan ligne både prest og neger.
(plukker flere på engang)
Det var en ustyrlig mængde lag!
Kommer ikke kærnen snart for en dag!
(plukker hele løgen op)
Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre
er altsammen lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster resterne fra sig)
Fanden måtte gruble!
Går en i tanker, kan en letvindt snuble.
Nå, jeg kan forresten ad faren flire;
for jeg ligger bundfast på alle fire.
(klør sig i nakken)
Underligt stel, det hele røre!
Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.
Men griber en til, sætter Mikkel på spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)
Denne stuen? På moen –! Hå!
(gnider øjnene)
Det er plent,
som jeg engang skulde det bygværk kendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over gavlen – –!
s. 202
En havfrue, skabt som en fisk fra navlen –!
Løgn! Ingen havfrue! – Nagler, – planker, –
lås, som lukker for nissebuk-tanker –!
SOLVEJG
(synger i stuen)
Nu er her stellet til Pinsekveld.
Kære gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
så und dig frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte så sidst.
PEER GYNT
(rejser sig stille og dødbleg)
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gemt. –
O, alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, angst! – Her var mit kejserdom!
(løber ind over skogstien)
(Nat. – Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer mile-
vidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden)
vidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden)
(Peer Gynt løber over moen)
PEER GYNT
Aske, skodde, støv for vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og råddenskab for inden;
alt ihob en kalket grav.
Digt og drøm og dødfødt viden
lægger fod om pyramiden;
over den skal værket højne
sig med trappetrin af løgne.
s. 203
Flugt for alvor, sky for anger,
som et skilt på toppen pranger,
fylder domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter)
Hvad for gråd af barnerøster?
Gråd, men halvt på vej til sang. –
Og for foden triller nøster –!
(sparker)
Væk! I gør mig stien trang!
NØSTERNE
(på jorden)
Vi er tanker;
du skulde tænkt os; –
pusselanker
du skulde skænkt os!
PEER GYNT
(går udenom)
Livet har jeg skænkt til én; –
det blev fusk og skæve ben!
NØSTERNE
Tilvejrs vi skulde
som skakende røster, –
og her må vi rulle
som grågarns-nøster.
PEER GYNT
(snubler)
Nøste! Dit fordømte drog!
Spænder du for faer din krog!
(flygter)
VISNE BLADE
(flyver for vinden)
Vi er et løsen;
du skulde stillet os!
s. 204
Se, hvor døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle bugter;
vi fik aldrig spredt os
som krans om frugter.
PEER GYNT
Fåfængt var dog ej jer fødsel; –
læg jer stilt og tjen til gødsel.
SUSNING I LUFTEN
Vi er sange;
du skulde sunget os! –
Tusende gange
har du kuget og tvunget os.
I din hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din strube!
PEER GYNT
Gift i dig, dit dumme stev!
Fik jeg tid til vers og væv?
(skyder snarvej)
DUGDRÅBER
(drysser fra grenene)
Vi er tårer,
der ej blev fældte.
Isbrod, som sårer,
kunde vi smelte.
Nu sidder brodden
i bringen lodden;
s. 205
såret er lukket;
vor magt er slukket.
PEER GYNT
Tak; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog ligefuldt på halen!
BRÆKKEDE STRÅ
Vi er værker;
du skulde øvet os;
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
På yderste dagen
vi kommer i flok
og melder sagen, –
så får du nok!
PEER GYNT
Kæltringestreger! Tør I skrive
mig tilbogs det negative?
(haster afsted)
ÅSES STEMME
(langt borte)
Tvi, for en skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, gut; –
stygt har den æltet mig. –
Galt har du kørt mig.
Peer, hvor er slottet?
Fanden har forført dig
med kæppen i kottet!
PEER GYNT
Bedst, en stakkar væk sig skynder.
s. 206
Skal en bære fandens synder,
må en snart i bakken segne;
de er tunge nok, ens egne.
(løber)
(Et andet strøg på moen)
PEER GYNT
(synger)
En graver! En graver! Hvor er I, hunde?
En sang af brægende klokkermunde;
om hatteskyggen en sørgeflig;
jeg har mange døde; jeg skal følge lig!
(Knappestøberen med redskabskiste og en stor støbeske kommer fra
en sidevej)
en sidevej)
KNAPPESTØBEREN
Godt møde, gubbe!
PEER GYNT
God kveld, min ven!
KNAPPESTØBEREN
Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?
PEER GYNT
Til gravøl.
KNAPPESTØBEREN
Ja så? Lidt skralt jeg ser; –
med forlov, – du hedder vel ikke Peer?
PEER GYNT
Peer Gynt, som man siger.
KNAPPESTØBEREN
Det kalder jeg held!
Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
s. 207
PEER GYNT
Skal du det? Hvad vil du?
KNAPPESTØBEREN
Her kan du se;
jeg er knappestøber. Du skal i min ske.
PEER GYNT
Hvad skal jeg i den?
KNAPPESTØBEREN
Du skal smeltes om.
PEER GYNT
Smeltes?
KNAPPESTØBEREN
Her er den, skuret og tom.
Din grav er gravet, din kiste bestilt.
I skrotten skal ormene leve gildt; –
men jeg har ordre til, uden dvælen
på Mesters vegne at hente sjælen.
PEER GYNT
Ugørligt! Sådan foruden varsel –!
KNAPPESTØBEREN
Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel
i stilhed at vælge dagen til festen,
uden ringeste varsel for hædersgæsten.
PEER GYNT
Ja, rigtig. Det rundt i min hjerne løber.
Du er jo –?
KNAPPESTØBEREN
Det hørte du; – knappestøber.
s. 208
PEER GYNT
Forstår! Kært barn har mange navne.
Ja så da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go'e karl, er uredelig færd!
Jeg véd, jeg er mildere medfart værd; –
jeg er ikke så gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her på jord; –
i værste fald kan jeg kaldes en flynder, –
men sletikke nogen særdeles synder.
KNAPPESTØBEREN
Nej, det er jo netop knuden, mand;
du er ingen synder i højere forstand;
se, derfor slipper du pinsels-veen,
og kommer, som andre, i støbeskeen.
PEER GYNT
Kald det, hvad du vil, – ske eller pøl;
mungåt og bjor er beggeto øl.
Vig, Satan!
KNAPPESTØBEREN
Du er da vel aldrig så grov
at tænke, jeg traver på en hestehov?
PEER GYNT
På hestehov eller ræveklør, –
pak dig; og pas dig for hvad du gør!
KNAPPESTØBEREN
Min ven, du er i en stor vildfarelse.
Begge har vi hast, og til tidsbesparelse
skal jeg forklare dig sagens grund.
Du er, som jeg har af din egen mund,
s. 209
ikke nogen såkaldt storartet synder, –
ja, knapt en middels –
PEER GYNT
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
KNAPPESTØBEREN
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt –
PEER GYNT
Det gør jeg jo heller ikke fordring på.
KNAPPESTØBEREN
Altså midt imellem, og så som så.
En synder af det rigtig storladne slags
træffes ikke langs alfarvej nutildags;
der skal mere til, end at traske i dynd;
der kræves både kraft og alvor til en synd.
PEER GYNT
Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse på, som de gamle bersærker.
KNAPPESTØBEREN
Du derimod, ven, du tog synden let.
PEER GYNT
Bare udenpå, ven, som et søleskvæt.
KNAPPESTØBEREN
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i sølen –
PEER GYNT
Og følgelig, ven, kan jeg gå, som jeg kom?
Peer Gynt
14
s. 210
KNAPPESTØBEREN
Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.
PEER GYNT
Hvad er det for kneb, I har fundet på
herhjemme, mens jeg i udlandet lå?
KNAPPESTØBEREN
Skikken er gammel, som slangens skabelse,
og beregnet på at hindre værdifortabelse.
Du kender jo håndværket, – véd vel, at tidt
kan en støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde så du?
PEER GYNT
Jeg slang skrabet væk.
KNAPPESTØBEREN
Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse,
sålænge han åtte i skæppe og sæk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som råstof kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til en blinkende knap
på verdensvesten; men hæmpen glap,
og derfor skal du i vraggods-kassen,
for, som det hedder, at gå over i massen.
PEER GYNT
Du mener da vel aldrig, at få mig gydt,
sammen med Peer og Pål, til noget nyt?
KNAPPESTØBEREN
Jo, så min sæl mener jeg så.
s. 211
Det har vi gjort med ikke så få.
På Kongsberg gør de det samme med penge,
hvis præg er slidt ved at rulle for længe.
PEER GYNT
Men dette er jo liderligt gnieri!
Kære min ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling, –
hvad er det for en mand i din Mesters stilling?
KNAPPESTØBEREN
Å, såsom og eftersom ånden er i en,
så har en jo altid metalværdien.
PEER GYNT
Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør
gør jeg modstand mod dette! Alt andet før!
KNAPPESTØBEREN
Men hvilket andet! Vær dog fornuftig.
For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig –
PEER GYNT
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt; –
men af selvet slipper jeg ikke en døjt.
Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!
Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; –
et hundrede år, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi pinen er jo dog kun moralsk,
og altså vel ikke så pyramidalsk.
Det er en overgang, som skrevet står,
og som ræven sagde; – man venter; der slår
en forløsningens stund; man træder tilbage,
14*
s. 212
og håber imidlertid på bedre dage. –
Men dette andet, – at skulle gå op
som et fnug i en uvedkommendes krop, –
dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, –
det sætter min inderste sjæl i oprør!
KNAPPESTØBEREN
Men, kære Peer, det trænges dog ej
for småting at tage så voldsomt på vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det så, om tilgavns du dør?
PEER GYNT
Har jeg ikke været –? Jeg må næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i nyrerne inde,
så vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
KNAPPESTØBEREN
Det er ikke muligt. Her har jeg min ordre.
Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit livs bestemmelse trods.
I støbeskeen med ham som mislykket gods.
PEER GYNT
Hvilket vås! Der må menes en anden person.
Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
KNAPPESTØBEREN
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom så med det gode, og spild ikke tiden!
s. 213
PEER GYNT
Nej, om jeg gør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen, at en anden var ment.
Du får tage dig ivare, min gode mand!
Husk på det ansvar, som følge kan –
KNAPPESTØBEREN
Jeg har skriftligt for mig –
PEER GYNT
Men und mig dog frist!
KNAPPESTØBEREN
Hvad vil du med den?
PEER GYNT
Jeg vil få bevist,
at jeg var mig selv gennem hele livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
KNAPPESTØBEREN
Bevist? Med hvad?
PEER GYNT
Med vidner og attester.
KNAPPESTØBEREN
Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.
PEER GYNT
Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg!
Kære mand, lad mig låne mig selv på borg;
jeg er snart her igen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som skabtes, holder man på.
Ja; er vi så enige?
KNAPPESTØBEREN
Nå da, lad gå.
Men husk, ved næste korsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber)
s. 214
(Længere borte på moen).
PEER GYNT
(i fuld fart)
Tid er penge, som skrevet står.
Den, som nu vidste, hvor korsvejen går; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende jern.
Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her på skogen.
Verden er fuskværk! Stellet er slet,
når en mand skal bevise sin soleklare ret!
(En gammel kroget Gubbe med stav i hånden og pose på nakken
trasker foran ham)
trasker foran ham)
GUBBEN
(standser)
Kære, vakkre, – en skilling til en husvild kall!
PEER GYNT
Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden –
GUBBEN
Prins Peer! Å nej; så vi træffes skal –?
PEER GYNT
Hvem er du?
GUBBEN
Han minds ikke gamlen i Ronden?
PEER GYNT
Du er da vel aldrig –?
GUBBEN
Dovregubben, faer!
PEER GYNT
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
DOVREGUBBEN
Å, jeg er kommen så rent på knæerne –!
s. 215
PEER GYNT
Ødelagt?
DOVREGUBBEN
Plyndret for rub og stub.
Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub.
PEER GYNT
Hurra! Sligt vidne vokser ikke på træerne!
DOVREGUBBEN
Herr prinsen er også bleven grå siden sidst.
PEER GYNT
Kære svigerfaer, årene gnager og tærer.
Nå; streg over alle private affærer, –
og, for alting, ingen familjetvist.
Jeg var dengang en galning –
DOVREGUBBEN
Å ja; å ja; –
prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da?
Men klog var prinsen, at han vraged sin brud;
dermed har han spart sig både harmen og skammen!
for siden er hun så ren skejet ud –
PEER GYNT
Se, se!
DOVREGUBBEN
Hun gik nu for koldt vand og lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
PEER GYNT
Hvilken Trond?
s. 216
DOVREGUBBEN
Han i Valfjeldet.
PEER GYNT
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra.
DOVREGUBBEN
Min dattersøn er bleven både fed og stor,
og har gilde børn over hele landet –
PEER GYNT
Ja, kære mand, spar de mange ord; –
der ligger mig på hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling,
og ønsker et vidnesbyrd eller en attest; –
se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling –
DOVREGUBBEN
Å nej; kan jeg være prinsen til nytte?
Så kanske jeg får et skudsmål i bytte?
PEER GYNT
Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter,
og må spinke og spare på alle kanter.
Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld –
DOVREGUBBEN
Bevares, herr prins!
PEER GYNT
Ikke dette med prinsen!
Men nok. I vilde med magt og vold
kverve mit syn med et snit i lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt til trold.
s. 217
Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde stå på min egen fod;
jeg forsaged både elskov og magt og ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne kendsgerning, ser I, skal I sværge på til
thinge –
thinge –
DOVREGUBBEN
Nej, om jeg kan!
PEER GYNT
Hvad er det for snak?
DOVREGUBBEN
Han vil da vel ikke til en løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i troldbrogen trak,
og smagte på mjøden –?
PEER GYNT
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgørende.
Og netop det skal en kende sin mand på.
Det er slutningsverset det kommer an på.
DOVREGUBBEN
Men slutningen, Peer, blev jo stik imod.
PEER GYNT
Hvad er dette for væv?
DOVREGUBBEN
Da du Ronden forlod,
så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke.
PEER GYNT
Hvilket?
DOVREGUBBEN
Ordet? – det kløvende, stærke.
s. 218
PEER GYNT
Ordet?
DOVREGUBBEN
Som skiller mellem menneskenes flok
og troldenes: trold, vær dig selv nok!
PEER GYNT
(viger et skridt)
Nok!
DOVREGUBBEN
Og af alle livsens kræfter
har du jo siden levet derefter.
PEER GYNT
Jeg! Peer Gynt!
DOVREGUBBEN
(græder)
Det er utaknemmeligt!
Som trold har du levet, men stødt holdt det
hemmeligt.
hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har sat dig istand
til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; –
og så kommer du her og kaster på nakken
af mig og af ordet, du skylder hele takken.
PEER GYNT
Nok! Et bergtrold! En egoist!
Dette her må være sludder; det er ganske visst!
DOVREGUBBEN
(trækker frem en bunke gamle blade)
Du mener nok ikke, vi holder aviser?
Vent; her skal du se med rødt på sort,
hvor «Bloksberg-posten» dig lover og priser;
s. 219
og det samme har «Heklefjelds-tidende» gjort
alt fra den vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov.
Her står noget med underskrift «Hingstehov».
Og her: «Om det troldeligt-nationale».
Skribenten drager den sandhed frem,
at det lidet kommer an på horn og hale,
bare en forresten af huden har en rem.
«Vort nok», så slutter han, «gier troldets stempel
til manden», – og så nævner han dig, som exempel.
PEER GYNT
Et bergtrold? Jeg!
DOVREGUBBEN
Ja, den sagen er klar.
PEER GYNT
Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro?
Spart slid og møje og mange par sko?
Peer Gynt – et trold! – Det er væv! Det er
snak!
snak!
Farvel! Der har du en skilling til tobak.
DOVREGUBBEN
Nej, snille prins Peer!
PEER GYNT
Slip! Du er gal,
eller går i barndom. Søg et hospital.
DOVREGUBBEN
Å, det er netop det, som jeg søger.
Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt,
har fået her i landet slig svare magt;
og de siger, jeg bare er til i bøger.
s. 220
Det heder jo, værst er ens egne frænder;
jeg, stakkar, får føle, det ord er sandt.
Det er hårdt at gælde for digt og tant –
PEER GYNT
Kære mand, der er flere, det uheld hænder.
DOVREGUBBEN
Og vi selv har slet ingen hjælpekasse,
ingen spareskillingsgris eller fattigblok; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
PEER GYNT
Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok!
DOVREGUBBEN
Å, prinsen kan da ikke klage på ordet.
Og hvis han på en eller anden boug –
PEER GYNT
Min mand, du er rent på det gale sporet;
jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg –
DOVREGUBBEN
Det er da ikke muligt? er prinsen fant?
PEER GYNT
Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant.
Og det er jer skyld, I forbandede trolde!
Der ser man, hvad daarligt selskab kan volde.
DOVREGUBBEN
Så dratted da håbet af pinden ned igen!
Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter –
PEER GYNT
Hvad vil du der?
s. 221
DOVREGUBBEN
Jeg vil gå til komedien.
De søger i bladet nationale subjekter –
PEER GYNT
Lykke på rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej.
Jeg skriver en farce, både gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi».
(løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham)
(Ved en korsvej)
PEER GYNT
Nu gælder det, Peer, som det aldrig har gældt!
Dette dovriske nok, det har dommen fældt.
Skaden er vrag; en får flyde på stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne!
KNAPPESTØBEREN
(på vejskillet)
Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten?
PEER GYNT
Har vi korsvejen her? Det var fort bestilt!
KNAPPESTØBEREN
Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt,
hvad seddelen siger, før jeg har læst den.
PEER GYNT
Jeg blev ked af det rend; – en kan gå sig vild –
KNAPPESTØBEREN
Ja; og desuden, hvad fører det til?
s. 222
PEER GYNT
Sandt nok; på skogen ved nattetid –
KNAPPESTØBEREN
Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid?
PEER GYNT
Nej; lad ham gå. Han er drukken, kære!
KNAPPESTØBEREN
Men kanske han kunde –
PEER GYNT
Hys; nej, – – lad være!
KNAPPESTØBEREN
Ja, taer vi så fat?
PEER GYNT
Et spørgsmål blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
KNAPPESTØBEREN
Et underligt spørgsmål, især i munden
på en mand, der nylig –
PEER GYNT
Svar kort og godt.
KNAPPESTØBEREN
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt?
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters mening til udhængsskilt.
PEER GYNT
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
KNAPPESTØBEREN
Det skal han ane.
s. 223
PEER GYNT
Men hvor ofte slår ikke anelser klik, –
og så går man ad undas midt på sin bane.
KNAPPESTØBEREN
Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel
har fyren med hoven sin bedste angel.
PEER GYNT
Dette her er en yderlig filtret affære. –
Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være; –
det tør kanske falde svært at få det bevist.
Jeg betragter den del af sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen,
følte jeg et tryk af samvittigheds-skoen;
jeg sagde til mig selv: du er dog en synder –
KNAPPESTØBEREN
Nu lader det jo, som du forfra begynder –
PEER GYNT
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i gerning, men i lyster og ord.
I udlandet har jeg levet forbistret –
KNAPPESTØBEREN
Kan være; men måtte jeg få se registret?
PEER GYNT
Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten,
og skrifte i en fart og bringe dig attesten.
KNAPPESTØBEREN
Ja, bringer du den, så er det jo klart,
s. 224
at du blir for støbeske-historien spart.
Men ordren, Peer –
PEER GYNT
Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre datum; –
der var engang jeg leved så slapt og vammelt,
og spilled profet og trode på fatum.
Ja, får jeg så prøve?
KNAPPESTØBEREN
Men –!
PEER GYNT
Kære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i distriktet er jo luften så gæv; –
den lægger til befolkningens alder en alen.
Husk på, hvad Justedals-presten skrev:
«det er sjeldent at nogen dør her i dalen».
KNAPPESTØBEREN
Til næste korsvej; men så ikke længer.
PEER GYNT
En prest, om jeg så skal gribe ham med tænger.
(han løber)
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget)
PEER GYNT
Den tør være nyttig til mange ting,
sa'e Esben, han tog op en skæreving.
Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld
skulde fri en af klemmen den sidste kveld?
Nå, sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra asken i ilden; –
s. 225
men der er jo et ord, som har hævdens dåb, –
der siges: sålænge der er liv, er der håb.
(En mager Person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefænger-
net over skuldren løber langsefter bakken)
net over skuldren løber langsefter bakken)
PEER GYNT
Hvem der? En prest med et fuglegarn!
Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn!
God Aften, herr pastor! Stien er fæl. –
DEN MAGRE
Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl?
PEER GYNT
Aha; der er en, som skal himle?
DEN MAGRE
Nej;
jeg håber, han er på en anden vej.
PEER GYNT
Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?
DEN MAGRE
Ret gerne; selskab er efter mit tykke.
PEER GYNT
Jeg har noget på hjerte –
DEN MAGRE
Heraus! Læg an!
PEER GYNT
De ser her for Dem en skikkelig mand.
Statens lov har jeg redelig holdt;
har aldrig siddet i jern og bolt;
dog, stundom taber man fodefæste
og snubler –
Peer Gynt
15
s. 226
DEN MAGRE
Ak ja; det hænder de bedste.
PEER GYNT
Se, disse småting –
DEN MAGRE
Kun småting?
PEER GYNT
Ja;
synder en gros har jeg holdt mig ifra.
DEN MAGRE
Ja, kære mand, lad mig så i ro; –
jeg er ikke den, De synes at tro. –
De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem?
PEER GYNT
Et mærkeligt udviklet neglesystem.
DEN MAGRE
Og nu da? De skotter mod foden ned?
PEER GYNT
(peger)
Er den hoven naturlig?
DEN MAGRE
Det smigrer jeg mig med.
PEER GYNT
(letter på hatten)
Jeg skulde svoret på, De var en prest;
og så har jeg den ære –. Nå, bedst er bedst;
står salsdøren åben, – sky køkkenvejen;
kan du træffe kongen, – gå udenom lakejen.
DEN MAGRE
Et håndtryk! De synes mig fordomsfri.
Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i?
s. 227
Ja, De må ikke bede mig om magt eller penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; –
det er gået så rent tilagters med omsætningen;
ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ
en enkelt –
PEER GYNT
Har slægten så mærkelig forbedret sig?
DEN MAGRE
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret
sig; –
sig; –
de fleste kommer i en støbeske.
PEER GYNT
Nå ja, – den ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den anledning, jeg kom.
DEN MAGRE
Tal frit!
PEER GYNT
Hvis det ikke var ubeskedent,
så ønsked jeg gerne –
DEN MAGRE
Et tilholdssted? Hvad?
PEER GYNT
De har gættet min bøn, forinden jeg bad.
Bedriften går jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det så nøje –
DEN MAGRE
Men, kære –
15*
s. 228
PEER GYNT
Mine fordringer er ikke høje.
Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed;
kun en venlig omgang efter sted og omstændig-
hed. –
hed. –
DEN MAGRE
Varmt værelse?
PEER GYNT
Ikke for varmt; – og helst
adgang til at gå igen frank og frelst, –
ret til, som man siger, at træde tilbage,
når der byder sig en lejlighed til bedre dage.
DEN MAGRE
Min kære ven, det gør sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker
af lignende indhold mig godtfolk skikker,
når de skal bort fra sin jordiske dont.
PEER GYNT
Men når jeg betænker min forrige vandel,
så er jeg en adgangsberettiget mand –
DEN MAGRE
Det var jo kun småting –
PEER GYNT
I en viss forstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel –
DEN MAGRE
Der er dem, der drev handel med viljer og sind,
men gjorde det våset, og slap altså ikke ind.
PEER GYNT
Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina.
s. 229
DEN MAGRE
Atter bedemandsstil! Sligt gør vi kun grin af.
Der er folk, som skiber ud fælere figurer
i prækener, i kunster og literaturer –
de må dog stå udenfor –
PEER GYNT
Ja, men véd
De hvad, – jeg har gået og spillet profet.
DEN MAGRE
I udlandet? Humbug! De flestes seen
ins blaue slutter i støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem til,
så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil.
PEER GYNT
Jo, hør nu; i havsnød, – jeg sad på et hvælv, –
og der står jo: den druknende griber efter sivet, –
endvidere står der: man er nærmest sig selv, –
og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet.
DEN MAGRE
Jeg var tilfreds, De en kokkepige
havde halvvejs skilt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en halvvejs-snak,
med respekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre brændsel, i tider
som disse, på sådant stemningsløst rak?
ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen;
og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. –
Hør, kæreste ven, slå ud den tand;
og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem kost og bolig?
s. 230
Tænk efter; De er en fornuftig mand.
Ja, mindet beholdt De; den sats er sand; –
men udsigten over erindringens land
blev, både for hjerte og for forstand,
hvad Svensken kalder «bra litet rolig».
De har intet hverken til at hyle eller smile over;
intet til at juble eller fortvile over;
intet, som kan gøre Dem kold eller hed;
bare sådant noget til at ærgre Dem med.
PEER GYNT
Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå,
hvor skoen trykker, når en ikke har den på.
DEN MAGRE
Det er sandt; jeg har, – den og den være lov, –
kun for en umage støvle behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte støvler;
det minder mig om, at jeg må afsted;
jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler –
PEER GYNT
Og turde man spørge, hvad synde-foer
har mæsket den karl?
DEN MAGRE
Så vidt jeg tror,
har han været sig selv om natten som om dagen;
og det er dog igrunden hovedsagen.
PEER GYNT
Sig selv? Sogner det slags folk under Dem?
s. 231
DEN MAGRE
Som det falder sig; porten står ialfald på klem.
Husk på, man kan være på to slags vis
sig selv; være vrangen eller retten af kjolen.
De véd, man har nylig fundet på i Paris
at gøre portræter ved hjælp af solen.
Enten kan man direkte billeder give,
eller også de såkaldt negative.
De sidste får omvendt lys og skygge,
og synes for almindelige øjne stygge;
men ligheden hviler dog også i dem,
og det gælder ikke andet, end at få dem frem.
Har nu en sjæl sig fotograferet
i sit levnets førsel ad negativ vej,
så blir ikke pladen derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt til mig.
Jeg tar den da for mig til fortsat behandling,
og ved passende midler sker en forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med svovl og lignende ingredienser,
til billedet kommer, som pladen skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
så nytter hverken svovl eller kali-lud.
PEER GYNT
Altså til Dem må man komme som en ravn,
for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn
står der under det negative kontrafej,
som De nu skal føre over på positiv vej?
DEN MAGRE
Der står Peter Gynt.
s. 232
PEER GYNT
Peter Gynt? Ja så!
Er herr Gynt sig selv?
DEN MAGRE
Ja, det bander han på.
PEER GYNT
Nå, troværdig er han, den samme herr Peter.
DEN MAGRE
De kender ham kanske?
PEER GYNT
Å-ja, som det heder; –
man kender jo så mange.
DEN MAGRE
Min tid er knap?
hvor så De ham sidst?
PEER GYNT
Det var nede på Kap.
DEN MAGRE
Di buona speranza!
PEER GYNT
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
DEN MAGRE
Så må jeg derned på stående fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –
der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger.
(han farer sydover)
PEER GYNT
Den dumme hund! Der sætter han på sprang
med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang.
Det var mig en fryd at narre det asen.
Slig karl gør sig kostbar og spiller basen!
s. 233
Han har rigtig noget at gøre sig bred af!
Håndværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af pinden med hele stasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adlen.
(et stjerneskud skimtes; han nikker efter det)
Hils fra Peer Gynt, bror stjernerap!
Lyse, slukne og forgå i et gab – –
(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne; stilt en stund,
da skriger han:)
Er der ingen, ingen i hele vrimlen –,
ingen i afgrunden, ingen i himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret.
Efterhånden falder der stilhed over ham)
Så usigelig fattig kan en sjæl da gå
tilbage til intet i det tågede grå.
Du dejlige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte.
Du dejlige sol, du har sløset med
dine lysende stænk i en folketom hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
ejeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige sol og dejlige jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min moer.
Ånden er karrig og naturen er ødsel.
Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel. –
Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde;
jeg vil endnu engang se solen rinde,
stirre mig træt på det lovede land,
se at få snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er ingen begravet»;
og bagefter, – siden –! Lad det gå, som det kan.
s. 234
Kirkefolk
(synger på skogstien)
Velsignede morgen,
da Gudsrigets tunger
traf jorden som flammende stål!
Fra jorden mod borgen
nu arvingen sjunger
på Gudsrigets tungemål.
PEER GYNT
(kryber sammen i skræk)
Aldrig se did! Der er ørk og øde. –
Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem buskerne, men støder på korsvejen)
KNAPPESTØBEREN
God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegistret?
PEER GYNT
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg årked?
KNAPPESTØBEREN
Og ingen du traf?
PEER GYNT
Ingen, uden en rejsende fotograf.
KNAPPESTØBEREN
Ja, fristen er ude.
PEER GYNT
Alting er ude.
Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude?
KNAPPESTØBEREN
Det er ottesangs-klokken –
PEER GYNT
(peger)
Hvad er det, som skinner?
s. 235
KNAPPESTØBEREN
Bare lys i en stue.
PEER GYNT
Hvad er det for sus –?
KNAPPESTØBEREN
Bare sang af en kvinde.
PEER GYNT
Ja, der, – der finder
jeg synderegistret –
KNAPPESTØBEREN
(griber i ham)
Beskik dit hus!
(de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry)
PEER GYNT
Beskikke mit hus? Der er det? Gå!
Pak dig! Var skeen så stor som en kiste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min liste!
KNAPPESTØBEREN
Til tredje korsvej, Peer; men så –!
(han bøjer tilside og går)
PEER GYNT
(nærmere mod huset)
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser)
Nej! – som en vild uendelig klage
er det at gå ind, gå hjem og tilbage.
(går nogle skridt; men standser igen)
Udenom, sa'e Bøjgen!
(hører sang i stuen)
Nej; denne gang
tvers igennem, var vejen aldrig så trang!
(han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg ud i døren,
kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank
og mild)
s. 236
PEER GYNT
(kaster sig ned på dørstokken)
Har du dom for en synder, så tal den ud!
SOLVEJG
Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
(famler efter ham)
PEER GYNT
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
SOLVEJG
Intet har du syndet, min eneste gut!
(famler igen og finder ham)
KNAPPESTØBEREN
(bag huset)
Registret, Peer Gynt?
PEER GYNT
Skrig ud min brøde!
SOLVEJG
(sætter sig hos ham)
Livet har du gjort mig til en dejlig sang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde!
PEER GYNT
Så er jeg fortabt!
SOLVEJG
Der er en, som råder.
PEER GYNT
(ler)
Fortabt! Med mindre du kan gætte gåder!
SOLVEJG
Nævn dem.
PEER GYNT
Nævn dem! Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?
s. 237
SOLVEJG
Været?
PEER GYNT
Med bestemmelsens mærke på sin pande;
været, som han sprang i Guds tanke frem!
Kan du sige mig det! Hvis ikke må jeg hjem, –
gå under i de tågede lande.
SOLVEJG
(smiler)
O, den gåden er let.
PEER GYNT
Så sig, hvad du véd!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den
sande?
sande?
Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?
SOLVEJG
I min tro, i mit håb og i min kærlighed.
PEER GYNT
(studser tilbage)
Hvad siger du –! Ti! Det er gøglende ord.
Til gutten derinde er selv du moer!
SOLVEJG
Det er jeg, ja; men hvem er hans fader?
Det er han, som for moderens bøn forlader.
PEER GYNT
(et skær af lys går over ham, han skriger:)
min moder; min hustru; uskyldig kvinde! –
O, gem mig, gem mig derinde!
(han klynger sig fast og skjuler ansigtet i hendes skød. Lang stilhed.
Solen rinder)
SOLVEJG
(synger sagte:)
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge. –
s. 238
Gutten har siddet på sin moders fang.
De to har leget hele livsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin moders bryst
hele livsdagen lang. Gud signe dig, min lyst!
Gutten har ligget til mit hjerte tæt
hele livsdagen lang. Nu er han så træt.
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge!
KNAPPESTØBERENS STEMME
(bag huset)
Vi træffes på sidste korsvejen, Peer;
og så får vi se, om –; jeg siger ikke mer.
SOLVEJG
(synger højere i dagglansen)
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge; –
sov og drøm du, gutten min!
